Arizona Cardinals har givet deres stjerneløber en forlængelse, der holder ham i klubben de næste fire år.

Når David Johnson i aften går på banen mod Washington Redskins, gør han det med fyldte lommer. Han og Arizona Cardinals er nemlig blevet enige om en treårig forlængelse, til en værdi af $39 millioner. Det afslørede holdet via dets Twitter-profil.

Forlængelsen har en værdi på $39 millioner, men denne kan stige helt op til $45 millioner, hvis Johnson når en række præstationsmål. Hans gennemsnitsløn på $13 millioner om året er tredjebedst i NFL bag Todd Gurley og LeVeon Bell (franchise tag). Han kan dog overhale dem begge, hvis han når alle præstationsmål.

Med forlængelsen har ørkenholdet nu Johnson under kontrakt til og med 2021-sæsonen. Han vil til den tid være 29 år gammel, og har altså chancen for at hive endnu en stor kontrakt i hus.

Forlængelsen er et tegn på at Cardinals forventer at Johnson, der grundet en håndledsskade sad ude det meste af sidste sæson, kommer til at være på samme niveau som før sin skade. Her var han en af NFL’s mest komplette runningbacks, og løb og greb i 2016-sæsonen bolde for mere end 2000 yards sammenlagt.