Efter at været blevet fyret af sin arbejdsgiver tidligere på måneden, har Dwayne Haskins fundet en ny klub.

Pittsburgh Steelers tager chancen og har skrevet kontrakt med den tidligere Washington-quarterback Dwayne Haskins, det meldte Adam Schefter på Twitter tidligere på ugen. Den unge quarterback blev fyret før sæsonens afslutning grundet dårligt spil og upassende opførsel, men for nu har det tidligere førsterundevalg fundet et nyt hjem.

Det drejer sig om en kontrakt på et år, så intet er givet for angrebsspilleren.

Haskins er blot 23 år gammel og blev valgt som draftens 15. spiller i 2019-draften, altså for blot to sæsoner siden. Efterfølgende er det blevet til 16 kampe for hovedstadsklubben, og det har været småt med succes. Den nye Steelers-spiller har ramt på 60% af sine kast for blot 2800 yards og har kastet flere interceptions (14), end han har kastet touchdowns (12).

I år var sæsonen præget af en tur på bænken tidligt på året, idet trænerstaben ikke følte, at Haskins ydede nok til træning og i sit filmstudie. Han vendte dog tilbage og spillede flere kampe mod slutningen af året, men efter quarterbacken blev filmet i en natklub uden maske efter et nederlag til Seattle Seahawks, havde klubben fået nok. Haskins startede næste opgør, men blev henvist til bænken under kampen og fik en fyreseddel dagen efter.

Steelers kan for første gang i næsten to årtier være på vej til en ny startende quarterback. Intet garanterer, at Ben Roethlisberger er starter næste år, og Mason Rudolph er ikke ligefrem inspirerende.

Hvorvidt Haskins kommer i nærheden af at være på holdet i 2021 er dog stadig yderst tvivlsomt.