Shane Steichen og Jim Irsay har fået noget at tænke over, efter at Jonathan Taylor har krævet et skifte væk fra Indianapolis Colts.

Hvor villige er holdejerne til at betale for at holde deres runningbacks tilfredse? Og hvad er positiongruppen overhovedet værd i nutidens NFL? Det er nogle af de spørgsmål, som har fyldt allermest i NFL i de senere år, og som holdene nu begynder at mærke konsekvenserne af. Flere runningbacks boykotter eller har truet med at udeblive fra sæsonforberedelserne, fordi de ikke mener, at de bliver betalt efter deres påståede værdi.

Senest har Jonathan Taylor krævet et skifte væk fra Indianapolis Colts, fordi parterne er for langt fra hinanden i kontraktforhandlingerne. Taylor har kun et enkelt år tilbage på sin første kontrakt, hvor han står til at modtage “beskedne” 30 millioner danske kroner i løn, og han ønsker efter sigende at få en øjeblikkelig lønstigning af Colts, eller – alternativt – at blive handlet væk til en mesterskabsaspirant.

Taylor har fremsat sit krav om et skifte væk fra Indianapolis på bagkant af et møde med holdejer Jim Irsay, som fandt sted lørdag d. 29. juli. Irsay har efterfølgende – og offentligt – afvist Taylors krav, samt betonet, at han ikke kommer til at handle sin angrebsprofil væk inden 2023-sæsonen.

Det er uomtvisteligt, at Jonathan Taylor har været én af Indianapolis Colts’ bedste angrebsspillere, siden han blev draftet i anden runde af 2020-draften. I løbet af sine tre sæsoner som professionel har Taylor produceret 4.613 offensive yards og scoret 36 touchdowns, mens han blev udnævnt til All Pro-førsteholdet i 2021.

Aktuelt er Jonathan Taylor på vej tilbage på grønsværen, efter at han blev opereret i sin ankel tilbage i januar.