Chiefs-forsvarets nytilkomne leder ser frem imod den nye sæson.

Tyrann Mathieu skiftede i foråret Houston ud med Kansas City, hvor den alsidige safety er udset en central rolle i genopbygningen af Chiefs’ hullede forsvar.

– Vi er ved at grundlægge et helt nyt forsvar med 10-11 spillere, der brænder for at bevise sit værd på den største scene. Det giver forsvaret en helt anden attitude, som vil gøre os frygtindgydende, udtalte Tyrann Mathieu til Kansas City Star.

Mathieu har tidligere tørnet ud for både Arizona Cardinals (2013-2017) og Houston Texans (2018). Det er foreløbigt blevet til 397 tacklinger, syv sacks og 13 interceptions. Det er således en erfaren og alsidig spiller, som Chiefs har bragt ind til at lede forsvarets bagerste geledder – en rolle, som Mathieu nyder:

– Jeg har oplevet det hele. Jeg er blevet fritstillet, latterliggjort og ydmyget. Derfor forstår jeg vigtigheden af at spille og opildne mine holdkammerater til at yde deres bedste, fortalte Mathieu.

Foruden tilgangen af Tyrann Mathieu har Chiefs udpeget en ny koordinator i form af Steve Spagnuolo, som er i fuld sving med at udvikle og implementere det nye Chiefs-forsvar. I 2018-sæsonen tillod Chiefs næstflest yards i hele NFL.