Kansas City Chiefs’ offensive koordinator Eric Bieniemy er et varmt navn på rygtebørsen.

Søndag står Eric Bieniemy og Kansas City Chiefs i sin tredje Super Bowl på fire år, når de møder Philadelphia Eagles. Rygtebørsen mener imidlertid at vide, at Super Bowl LVII også bliver Bieniemys sidste, før han takker af Kansas City.

Til trods for at rygterne går på, at Indianapolis Colts ønsker at ansætte Philadelphia Eagles’ offensive koordinator Shane Steichen som ny cheftræner, mener ESPN og CBS Sports at vide, at Eric Bieniemy er klar til at forlade Kansas City for mindre end en cheftrænerstilling. Det er endvidere uagtet om Kansas City Chiefs vinder Super Bowl LVII.

Ifølge ESPN og CBS ønsker Bieniemy at forlade Kansas City for at bevise sit værd som offensiv koordinator og træner uden at skulle stå i skyggen af Andy Reid og Patrick Mahomes. Derved mener Bieniemy efter sigende, at han vil øge sine chancer for at blive cheftræner i NFL en dag.

I den forbindelse menes Baltimore Ravens og Washington Commanders at være yderst interesserede i at tilknytte Eric Bieniemy til sin trænerstab. Med forbehold for at vi endnu ikke ved, hvordan Lamar Jacksons kontraktforhandlinger med Ravens ender, vil det umiddelbart være spændende at se, hvad Eric Bieniemy kunne udrette i Baltimore, som allerede har et slagkraftigt mandskab.

Såfremt rygterne taler sandt, kan Eric Bieniemy se tilbage på ni særdeles succesfulde sæsoner i Kansas City, hvor han har været en af hovedarkitekterne bag Chiefs’ genopstandelse – fra at være et lokumskoldt og middelmådigt hold til at blive den ubestridte magtfaktor i nutidens NFL.