Efter fem kampes fravær er Clyde Edwards-Helaire tilbage.

Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs’ angreb genfandt deres rytme, da de besejrede Las Vegas Raiders 41-14 og leverede 516 offensive yards undervejs.

I 11. spillerunde står Chiefs over for Dallas Cowboys, der – de facto – har overtaget prædikatet som værende ligaens mest eksplosive angreb. Med tanke på modstandernes kvalitet og Chiefs’ svingende angrebspræstationer får Andy Reid brug for alle mand.

I den forbindelse har Kansas City Chiefs meldt angrebets – normalvis – startende runningback Clyde Edwards-Helaire kampklar efter fem ugers skadesfravær.

Clyde Edwards-Helaire har døjet med knæproblemer siden femte spillerunde, som har holdt ham på sidelinjen. Forinden havde Edwards-Helaire løbet for 304 yards, grebet bolde for 61 yards og scoret to touchdowns.

I Clyde Edwards-Helaires fravær har Darrel Williams overtaget arbejdsbyrden, og han leverede senest en glimrende præstation med 144 løbede og grebne yards og en scoring mod Raiders. Det bliver spændende at se, hvordan Chiefs fordeler ansvaret mellem de to spillere fremadrettet.

Kansas City Chiefs og Dallas Cowboys brager sammen på Arrowhead Stadium i Kansas City i aften (21.11.21, red.) kl. 22.25 dansk tid.