
Rashee Rice har overstået sin karantæne og kan endelig se frem til at indtræde grønsværen igen, når Chiefs møder Raiders på søndag.
Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs har vundet tre af deres første seks kampe, men kan nu se frem til et markant boost til angrebet.
For efter et helt år uden Rashee Rice på banen er den 25-årige wide receiver tilbage.
Onsdag trænede han for første gang med i denne sæson, idet hans seksspilledages karantæne for at bryde NFL’s retningslinjer for personlig adfærd nu er udløbet, og på søndag kan han se frem til at få sæsondebut. Det har Chiefs’ cheftræner, Andy Reid, bekræftet.
“Han er begejstret for at være tilbage og i gang igen. Jeg tror, at det bliver godt for ham at komme igennem træningerne, så han kan finde rytmen. Han har arbejdet hårdt og er i god form,” udtalte han til den fremmødte presse før onsdagens træning.
Selvom Reid ikke ville afsløre, hvor meget spilletid Rice kommer til at få i sit comeback, er det uanset hvad en vigtig spiller, som de har tilføjet til holdkortet midt i sæsonen.
I sin debutsæson førte han Chiefs’ receivere i både grebne bolde, yards og touchdowns, og i sine hidtil 20 kampe i NFL er det samlet set blevet til 103 grebne bolde for 1226 yards og ni touchdowns.
Han tilslutter sig et angreb, der i forvejen ligger nummer otte i kasteyards pr. kamp og nummer ni i point pr. kamp, og det er desuden første gang, at han får mulighed for at spille sammen med Marquise “Hollywood” Brown og Xavier Worthy på samme tid.
Læs også: Rashee Rice får fængselsstraf og risikerer karantæne







