Det blev ikke til sidste nat med kliken for pass rush-veteranen Terrell Suggs, der i stedet skal til Kansas City Chiefs.

Lidt overraskende fritstillede Arizona Cardinals i sidste uge Terrell Suggs, og han havde ytret ønske om at komme hjem til Baltimore Ravens, som han forlod inden sæsonen.

Sådan gik det ikke, da Kansas City Chiefs i stedet lagde beslag på veteranen, og han nu skal beslutte, om han ønsker at spille resten af sæsonen for Chiefs og måske møde Ravens i slutspillet.

Da Cardinals fritstillede Suggs røg han på den såkaldte waiver wire, hvor andre klubber kan lægge billet ind på en spiller, og her havde Chiefs prioritet over Ravens, hvorfor Suggs altså ikke har haft noget at sige indtil videre.

Det er et godt move af Chiefs, der både sørger for at tilknytte en erfaren spiller, samt holder ham væk fra konkurrenten Ravens her kort inden slutspillet, hvor de to klubber kan mødes i semifinalen til Super Bowl.

Chiefs mistede DE Alex Okafor i weekendens sejr over Denver Broncos, så Suggs ville også fylde et hul på et forsvar, der ellers har spillet godt den sidste måned.

Suggs har spillet 17 år i NFL, hvoraf de første 16 var med Baltimore Ravens. Han er oprindeligt fra Arizona og voksede op som Cardinals-fans. Derfor skrev han under med Cardinals inden sæsonen, men nåede aldrig at fuldføre den.

Han havde ikke nogen dårlig sæson for Cardinals, hvor han nåede op på 5,5 sacks og 37 tacklinger (heraf otte for tab af yards) i sine 13 kampe for klubben.