
Matt Nagy afløser Eric Bieniemy som offensiv koordinator i Kansas City.
Kansas City Chiefs var knap nok vendt hjem til Missouri efter Super Bowl-triumfen i Arizona, før Andy Reid måtte sige farvel til sin betroede assistent Eric Bieniemy. Bieniemy havde været en del af Reids trænerstab i Chiefs siden 2013, men har nu søgt nye udfordringer i hovedstaden som offensiv koordinator for Commanders.
Nu har Andy Reid fundet Bieniemys afløser, og valget er faldet på en intern kandidat i form af Matt Nagy.
Med ansættelsen af Nagy er trænercirklen nu fuldendt i Kansas City. Tilfældet vil det, at Matt Nagy har en fortid som offensiv koordinator for netop Chiefs, hvor han stod i spidsen for angrebet i 2016 og 2017 med betydelig succes som følge. I løbet af de to sæsoner opbyggede Matt Nagy et ry som én af spillets fremmeste offensive strateger, hvilket fik Chicago Bears til at ansætte ham som cheftræner i 2018. Andy Reid forfremmede i stedet førnævnte Eric Bieniemy som ny offensiv koordinator.
Efter en årrække med blandede resultater som Bears-cheftræner, besluttede Matt Nagy at vende tilbage til Kansas City. I fjor var Nagy tilknyttet Chiefs’ Super Bowl-vindende trænerstab som assistent og quarterback-træner, hvor han efter sigende opbyggede et tæt forhold til Patrick Mahomes.
Nu overtager Nagy på ny ansvaret for Chiefs’ angreb, der har scoret 30,1 point og produceret 406,2 yards i gennemsnit i de seneste fem sæsoner. Som nævnt spillede Nagy en hovedrolle i Chiefs’ triumferende 2022-sæson, hvori Mahomes kastede 45 touchdowns, 5.250 yards og blev kåret som ligaens mest værdifulde spiller.








