Kansas City Chiefs har sikret sig ekstra seks år med safety Eric Berry. Den tidligere kræftramte forsvarsspiller bliver den bedst betalte safety i NFL.

Dermed slipper Berry for at spille endnu en sæson under franchise tagget. Alternativet havde været, at Berry skulle finde sig et nyt hold inden den kommende sæson.
Berry sagde for nylig, at han ville slutte sin karriere i Kansas City, men understregede samtidig, at han ikke ønskede endnu en sæson som ‘tagget’ spiller.
“Jeg kommer helt sikkert ikke til at spille med franchise tag i den kommende sæson. Jeg vil slutte min karriere i Kansas City. Det er dér, jeg vil spille. Jeg elsker byen, jeg elsker stemningen, jeg elsker mine holdkammerater. Jeg ser dem som mere end det. Vi har været gennem meget, og de har støttet mig enormt. Også organisationen. Men jeg føler mig ikke komfortabel ved at spille under franchise tag i den kommende sæson,” sagde Berry på NFL Network.
Den 28-årige safetys nye kontrakt betaler ham 78 millioner dollars over seks år med 40 millioner dollars garanteret. Det beretter NFL.coms Ian Rapoport.


Aftalen betyder, at Chiefs nu kan benytte sit franchise tag på f.eks. defensive tackle Dontari Poe, og dermed sikrer de rødklædte at holde en vigtig del af den defensive kerne på holdet intakt.