Den tidligere Kansas City Chiefs- og San Diego Chargers-cornerback, Brandon Flowers, har indstillet karrieren.

I juli kunne flere reportere meddele, at både Cardinals og Patriots var interesserede i Brandon Flowers. Cornerbacken har imidlertid ikke fundet en ny klub, og nu har 31-årige Flowers i stedet besluttet sig for at sige stop.


I Instagram-opslaget takker Flowers blandt andre den administrerende direktør for Chiefs, Clark Hunt, og for Chargers, Dean Spanos.
– Jeg vil gerne takke Hunt- og Spanos-familierne for at give mig muligheden for at repræsentere deres franchises i min NFL-karriere, skriver Flowers i opslaget. – Tak til min familie, mine venner og fans, der støttede mig i løbet af min karriere.
Chiefs valgte Flowers i anden runde af draften i 2008, og han spillede for klubben til og med 2013. Siden skiftede han til Chargers, hvor det blev til tre sæsoner. Han står noteret for 110 forsvarede kast og 21 interceptions og var udtaget til Pro Bowl i 2013.