Efter bare to år som starter kan quarterback Patrick Mahomes blive NFLs bedst betalte spiller.

Han er bare 24 år, men står allerede i sin anden AFC-finale. Sidste år missede han billetten til Super Bowl efter en vild shoot-out med New England Patriots og Tom Brady. På søndag skal han op imod en anden størrelse, når Tennesee Titans og Derrick Henry kommer på besøg.

Målet er naturligvis en sejr og den første Super Bowl optræden ud af det Kansas City Chiefs håber bliver mange.

Og netop derfor er de villige til allerede nu at investere kraftigt i deres unge quarterback. Faktisk gør de ham med stor sandsynlighed til NFLs bedst betalte spiller efter sæsonen, og den første spiller i NFLs historie med en kontrakt med en værdi på over en milliard kroner.

Ifølge CBS Sports vil Chiefs give en Mahomes en årlig løn på 40 millioner dollars, og efter forlydender en 5-års kontrakt. Det vil give ham 200 millioner dollars, eller ca. 1,35 milliarder kroner. Samtidig forventes det, at kontrakten vil indeholde signing bonus og garanteret løn for i alt 100 millioner dollars eller godt 670 millioner kroner.  

Den største kontrakt i NFL tilhører i øjeblikket Atlanta Falcons quarterback Matt Ryan. Han fik en 5-års kontrakt til en værdi af 150 millioner dollars. Russell Wilson er dog den spiller med den højeste løn, da han indkasserer 35 millioner dollars om året.  

Chiefs valgte Patrick Mahomes med det 10. valg i 2017-draften. Han skrev under på en mere eller mindre fastlagt rookie standardkontrakt på 16,4 millioner dollars. Kontraktens konstruktion betyder at Mahomes kun tjener 645.000 dollars i år.  

Nu står han til at blive NFLs bedst betalte spiller.