23 point i en kamp hvor Saints og Drew Brees spiller med var nok ikke noget mange havde forventet inden torsdagens brag mellem Saints og Cowboys, men ikke desto mindre vandt Cowboys kampen 13-10.

Cowboys begynder at ligne den ret klare favorit til at stikke af med NFC East titlen i år. Det står klart efter en rigtig mandfolkepræstation imod ligaens måske mest eksplosive angreb med den klare MVP-favorit Drew Brees i spidsen. Særligt forsvaret skal virkelig begynde at tages alvorligt nu, for hold nu op hvor ser det giftigt ud!

Især opdækningen sad lige i skabet stort set hele kampen og gjorde at Saints fik minimalt med yards efter bolden var grebet. Cowboys tillod også  kun et stort spil på 30 yards til Keith Kirkwood, der stod for Saints’ enlige scoring.

DeMarcus Lawrence har vi længe vidst er en fremragende forsvarsspiller, men han leverede virkelig varen i dag, blandt andet med et stop på 4th & goal, som det kan ses herunder.

Dak Prescott spillede en flot kamp hvor han ramte på 24 ud af 28 kast for 248 yards og en touchdown.  Selvom mange af hans kast var korte kast, så stod han stadig flot i lommen og tog gode beslutninger hele aftenen, selvom Cameron Jordan gjorde sit for at forhindre ham i netop dette.

En god kamp kan man dog ikke sige at Drew Brees havde, og det er faktisk anden kamp i træk at Brees bliver holdt til under 200 yards. Er han mon ved at få kolde fødder? Brees der aldrig har vundet en MVP titel har ellers set ustoppelig ud hele sæsonen, men det hele bliver måske lidt mere tæt nu end hvad den 39-årige quarterback kunne have ønsket sig.