Jacksonville Jaguars er officielt ude af kampen om at komme i slutspillet. Tre turnovers mod Denver Broncos blev afgørende. Broncos selv er til gengæld tilbage i det gode selskab med sejr på 20-10.

Præcis som forventet blev det en relativt lavt scorende kamp, og vi skulle hen i andet quarter før der kom point på tavlen, da Jaguars bragte sig på 0-3.

Broncos havde store problemer med at flytte bolden rent offensivt i store perioder af kampen, og en del af grunden skal måske findes i, at rookie quarterback Paxton Lynch startede på grund af en skade til Trevor Siemian.

Derfor var det heller ikke overraskende forsvaret, der skulle sættes skub i tingene, og det skete nærmest som på kommando med en interception af Jaguars’ quarterback Blake Bortles. Broncos udnyttede muligheden og gjorde det til både 7-3 og 10-3 inden pausen.

De offensive kvaler fortsatte for begge mandskaber i anden halvleg, men igen var Broncos-forsvaret på pletten, da cornerback Bradley Roby sprang ind foran et kast fra Blake Bortles og returnerede sin interception til et touchdown og stillingen 17-3.

Blake Bortles lykkedes med at pynte på resultatet med et touchdown-løb på 22 yards, men meget symptomatisk for den unge Jaguars-quarterback sluttede comeback-forsøget sent i fjerde quarter, da linebacker Von Miller forcerede en fumble på Bortles, som Broncos fik fat i.

Kicker Brandon McManus sparkede et field goal til 20-10 og lukkede kampen kort efter.

Resultatet betyder, at Jacksonville ikke længere kan nå slutspillet, mens Denver Broncos er tilbage på sjettepladsen i AFC.