David Johnson beviste sit værd, da den 24-årige running back løftede Arizona Cardinals til en tiltrængt sejr på 33-21 ude mod divisionsrivalerne fra San Francisco 49ers.

Carson Palmers skade havde på forhånd fået flere til at tvivle på Arizona Cardinals’ chancer i aftenens opgør, da NFC-West kampene i forvejen har det med at være svært uforudsigelige og uhyggeligt tætte. Men Palmers reserve, Drew Stanton, spillede en fejlfri – om end begrænset – kamp, hvori han kastede to touchdowns til Larry Fitzgerald.

Aftenens store tema var turnovers, da gæsterne fra Arizona Cardinals scorede hele 17 point efter personlige 49ers-fejl. Således kastede Blaine Gabbert to interceptions til hhv. store Calais Campbell og Marcus Cooper, mens Chris Davis fumblede på et kickoff return. 49ers’ personlige fejl gav Drew Stanton og co. lette arbejdsbetingelser, hvilket i sidste ende blev kampafgørende.

Det hjalp også Arizona Cardinals, at holdets store offensive profil, David Johnson, var i hopla. Med 157 yards via løbet, 28 via kastet og to scoringer var han uomtvisteligt kampens spiller – til glæde for adskillige Fantasy Football-dedikerede.

På 49ers’ angreb var Jeremy Kerley med 102 receiving yards og en enkelt scoring som følge holdets offensive fornøjelse – mens Carlos Hyde ligeledes bed fra sig, og fortsatte sin scoringsstime i den indeværende sæson, da han atter satte et touchdown på tavlen.

Lige meget hjalp det, og med nattens 33-21 sejr er Arizona Cardinals 2-3 for sæsonen, mens 49ers henvises til bunden i den stærke NFC West-division med en 1-4 stilling.