Philadelphia Eagles holdt liv i slutspilshåbet med en overbevisende sejr på 28-13 over divisionsrivalerne Washington Redskins, der måtte se quarterback Colt McCoy brække benet og blive erstattet af Mark Sanchez.

Philadelphia Eagles havde ryggen mod muren, da de forsvarende Super Bowl-mestre fik besøg af Washington Redskins til Monday Night Football. Et nederlag ville så godt som betyde et farvel til slutspillet for ørnene, mens en sejr ville bringe klubben en enkelt sejr efter duksene fra Dallas Cowboys (7-5) på førstepladsen i NFC East inden de to holds indbyrdes opgør i næste spillerunde.

Selvom hjemmeholdet både leverede godt og skidt i kampen, var de det klart bedste hold og sejrede 28-13 efter en særdeles dominerende anden halvleg, der blev vundet 14-0.

Eagles’ dominans afspejles tydeligt på statistikkerne med næsten dobbelt så mange yards (436 mod 235) og dobbelt så meget boldbesiddelse (39.19 mod 20.41) som Redskins. Især efter pausen lukkede værterne fuldstændig ned for Washington, der havde fået Mark Sanchez ind som quarterback, efter at Colt McCoy brækkede benet i første quarter. Sanchez kunne slet ikke flytte bolden mod et tændt forsvar, og lignende den spiller han er; en reserves reserve.

Philadelphia dominerede opgøret i næsten alle facetter af spillet, men spændte ben for sig selv og holdt kampen tæt hen i anden halvleg grundet et par store fejl. I første halvleg gik Doug Pedersons tropper efter at score touchdown på 4th & goal, men mislykkedes, og i starten af tredje quarter kastede quarterback Carson Wentz en skidt interception i redzone til Josh Norman efter en ellers stærk angrebsserie.

Heldigvis for de forsvarende mestre var kvalitetsforskellen så stor, at fejlene ikke betød det store i sidste ende mod et Redskins-mandskab, der reelt var chanceløse med Sanchez i spidsen for et i for vejen uinspirerende angreb. Et angreb, der endnu en gang mistede et par spillere på den allerede skadesplagede offensive linje.

Kampens højdepunkt noterede gæsterne sig dog trods alt for, da Adrian Peterson – på Mark Sanchez’ første spil på banen – dansede forbi et par forsvarsspillere og eksploderede alene igennem for et 90-yard-touchdown; det længste touchdown i Petersons karriere og i Redskins’ historie. For hjemmeholdet var de store profiler tight end Zach Ertz og wide receiver Golden Tate, der sammenlagt greb 16 bolde for 168 yards og et touchdown.

Undertegnede skribent var på Lincoln Financial Field til kampen sammen med 49 andre NFL-fans deriblandt tre andre fra Gul Klud. Det var en fantastisk oplevelse med en suveræn stemning blandt Eagles-fansene, der brølede deres helte frem og lagde et gevaldigt lydmæssigt pres på Redskins. Jeg kan kun anbefale at tage til USA og se football!

Sejren betyder, at både Eagles og Redskins er 6-6 – én sejr efter divisionens førerhold, Dallas Cowboys.

Væsentlig statistik

Eagles
Carson Wentz 27/39 for 306 yards, 2 TD’s, 1 INT
Josh Adams 20 løb for 85 yards
Darren Sproles 4 løb for 22 yards, 1 TD
Golden Tate 7 grebne bolde for 85 yards, 1 TD
Zach Ertz 9 grebne bolde for 83 yards

Redskins
Mark Sanchez 13/21 for 100 yards, 1 INT
Colt McCoy 4/4 for 50 yards
Adrian Peterson 9 løb for 98 yards, 1 TD
Josh Doctson 3 grebne bolde for 51 yards