To sårede hold mødtes i San Francisco, og det blev gæsterne fra New York Jets, der trak sig ud af opgøret med en sejr. De slog San Francisco 49’ers med 17-23 efter overtid.

Efter sidste uges nedslagtning mod Indianapolis Colts meldte Jets-træner Todd Bowles ud, at Bryce Petty starter holdets resterende kampe i sæsonen. På første angrebsserie fik han dog anledning til at fortryde den beslutning. Petty forsøgte at finde Quincy Enunwa i angrebets højre side, men 49’ers-cornerback Jimmie Ward brød ind og greb bolden på Jets’ 15-yard-linje. Kun en hurtig reaktion fra Enunwa forhindrede Ward i at løbe sin interception ned i endzone.

På det efterfølgende spil fandt Colin Kaepernick Carlos Hyde kort i højre side, og Hyde sled sig 7 yards ind i endzone til en hurtig hjemmeføring på 7-0.

Hyde var også bagmanden bag den næste scoring i opgøret. Hyde løb først for 11 yards og efterfølgende brød han igennem det ellers højt rangerede Jets-løbeforsvar på et 47-yards løb ned til Jets’ 4-yard-linje. Herfra tog backup runningback Shaun Draugn bolden det sidste stykke i mål, og så var hjemmeholdet foran 14-0 efter lidt under fem minutter.

49’ers kunne have bragt sig i front 17-0 kort inde i 2. quarter, men Phil Dawson brændte fra 48 yards. I den anden ende satte Nick Folk sit forsøg fra 36 yards efter en serie på 11 spil og 44 yards fra gæsterne. 14-3.

Dawson tog efterfølgende revanche og gjorde det til 17-3 fra 47 yards, og det var stillingen ved pausen.

Petty kom udmærket tilbage efter sin indledende fejl. Han fandt rookie Robby Anderson på et 40-yards kast kort inde i 2. halvleg, og serien endte med et 30-yard field goal af Folk. 14-6.

49’ers var til gengæld gået i stå efter det indledende festfyrværkeri. Begge hold puntede hele seks gange i opgøret.

Jets begyndte for alvor at røre på sig i 4. quarter. En glimrende serie på 15 spil og 66 yards sendte Jets ned på 49’ers 5-yard-linje. Petty fordelte boldene godt mellem sine receivere og fra 5-yard-linjen kunne backup runningback Bilal Powell løbe bolden ind i endzone. Powell afløste tidligt Matt Forte, der måtte udgå med en skade.

Jets gik efter to ekstra point for at reducere til 17-14, og det lykkedes Petty at løbe bolden ind på forsøget.

Nu var det tid for 49’ers at tage sig sammen offensivt for på den måde at lukke kampen. Det lykkedes dog ikke, og i stedet kunne Nick Folk score på et field goal fra 50 yards med 43 sekunder tilbage.

Kampen skulle dermed i overtid, og 49’ers startede med bolden. Et løb på 25 yards af en storspillende Carlos Hyde bragte 49’ers ind på Jets’ banehalvdel, og Chip Kelly valgte at gå efter den på 4. down og 2 på Jets’ 37-yard-linje. Det mislykkedes, og så skulle gæsterne bare bruge et field goal for at vinde.

Bilal Powell ville det dog anderledes. Han smadrede igennem 49’ers forsvaret, og da Bryce Petty fandt Robby Anderson på et 26-yards kast på 49’ers 25-yard-linje lignede det kampens afgørelse. Et par spil senere løb Powell bolden i endzone på et 19-yards løb, og så vandt Jets 17-23.

Med sejren afslutter Jets’ deres negative stime på fire kampe i træk uden sejr. De er nu 4-9 i bunden af AFC East.

Omvendt har 49’ers ikke vundet siden storsejren på 28-0 over Rams i første spilleuge, og med 12 nederlag i streg begynder det at trække op til en fyreseddel for Chip Kelly.