Josh Allen var tilbage som quarterback for Buffalo Bills da de nedlagde Jaguars med en sejr på 24-21 hjemme i Buffalo.
Jaguars var i forvejen et såret dyr inden aftenens kamp. Syv nederlag i træk siden den ellers flotte start på 3-1 hvor alt åndede fryd og gammen for Jaguars. Efter dagens kamp er den stime nu oppe på otte.
Blake Bortles spillede en kamp som afspejler meget hans største problem som quarterback, nemlig at han svinger for meget. I perioder og på enkelte drives sad man med en fornemmelse af, at det her godt kunne blive spændende, og at nu vender det for Jaguars. Han satte to drives i træk sammen hvor Jaguars scorede touchdowns. Men derfra skulle vi helt hen til slutning af fjerde quarter før Bortles endelige fik smidt point på tavlen.
Men set med Bills briller var det her en fantastisk sejr. Josh Allen så godt ud, og han viste især store evner under pres. Se blot den touchdown han kaster herunder hvor han har flere Jaguars spillere i ansigtet, men modigt vælger at blive i lommen og levere kastet i sidste sekund. Det er lige sådan noget man gerne vil se fra sin quarterback.
First NFL touchdown for Robert Foster. 75 yards. pic.twitter.com/w9WcMEYxBO
— Matt Zenitz (@mzenitz) November 25, 2018
Tager man dette 75 yards spil væk snittede Allen dog kun 5,2 yards per kast hvilket ikke ligefrem er imponerende. På jorden var han dog ganske farlig hvor han løb bolden selv i alt 13 gange for i alt 99 yards.
Og så lige en sidste ting: Bills er godt nok 4-7, men de er altså 4-3 i de kampe hvor Allen har spillet samtlige 60 minutter. De tre nederlag er kommet mod Chargers, Packers og Ravens. Så der er måske ikke så langt til success for Bills som mange af os troede inden sæsonen.








