Tyrod Taylor var tilbage som quarterback for Buffalo Bills, da holdet søndag var gæster i Kansas City.

Der var tale om to mandskaber, hvis formkurve har taget et ordentligt dyk. Både Chiefs og Bills startede sæsonen godt, men har haft store problemer i den seneste periode. Begge hold har haft problemer med angrebet, og for udeholdet kulminerede det sidste uge i, at Nathan Peterman startede som quarterback. Det var dog et af de værste eksperimenter længe i NFL, og med Taylor tilbage som quarterback kom Bills tilbage på sporet med en sejr. Udeholdet vandt 16-10.
Det var dog forsvaret for Buffalo, der lagde stærkt fra land i dette opgør. Chiefs havde voldsomt svært ved at bevæge bolden i største dele af første halvleg. Hverken Alex Smith eller Kareem Hunt fik meget plads at arbejde på. Personlige fejl og underlige spilkald gjorde det dog heller ikke lettere for hjemmeholdet.


Den genudnævnte starter for udeholdet, Tyrod Taylor, spillede en ganske fin første halvleg, og Bills kunne gå til pause med en føring på 13-0.
Anden halvleg fortsatte i samme spor, men her formåede hjemmeholdet dog at komme på scoringstavlen. Det skete, da Alex Smith kastede et touchdown til receiver Albert Wilson. Meget mere positivt var der dog ikke at sige. Efter en eksplosiv start på sæsonen, er det nu gået helt i stå for Alex Smith, Kareem Hunt og Tyreek Hill. Bills leverede heller ikke selv meget mere offensiv slagkraft i opgøret, men en solid, disciplineret forsvarspræstation sikrede dem altså sejren.