Efter en hårdt tilkæmpet sejr sidste uge mod Baltimore Ravens, tog Chicago Bears i denne runde imod Carolina Panthers. Det skulle vise sig at blive en af sæsonens mere besynderlige opgør.

Præcis som i sidste uge, var det i høj grad forsvaret, der hjalp Bears til sejr. Hjulpet på vej af skader til offensive linjemænd hos udeholdet, fik Bears samlet hele fire sacks sammen i første halvleg. Mest imponerende var dog de point, som forsvaret satte på tavlen. Hele to touchdown sørgede safety Eddie Jackson for, begge løbet ind fra 75 yards ude. Den imponerende indsats var historisk selv for et gammelt, traditionsrigt hold som Bears.
Offensivt var der ikke meget at råbe hurra for for Chicago, men et enkelt 70 yard catch fra Tarik Cohen blev det til. Bears levede altså af de store spil i første halvleg. De defensive scoringer sørgede altså for, at Bears var foran 17-3 ved pausen. Panthers spillede fint defensivt, men angrebet skød sig selv i foden ved flere lejligheder.


Anden halvleg forløb mere eller mindre uden de store højdepunkter. Chicagos angreb var stort set ude af stand til at flytte bolden, mens Panthers ikke evnede at gøre nogen afgørende forskel. Forsvaret fra Chicago havde specielt godt styr på udeholdets offensive linje. Cam Newton leverede trods småfejl en ganske fin præstation, men der var ikke megen hjælp at hente fra holdkammeraterne. Da det virkelige brændte på, faldt også Newton igennem.
Bears vandt kampen på trods af, at de kun fik fem første downs i hele kampen og blot kastede syv gange. Trubisky ramte i øvrigt på fire af disse.