DeAndre Hopkins gjorde forskellen, da Houston Texans besejrede Dallas Cowboys 19-16 efter overtid i den sene søndagskamp.

Femte spillerundes sidste søndagskamp var et opgør om retten til at kunne kalde sig det bedste hold i Texas, da Houston fik besøg af Dallas. Kampen var en intens, jævnbyrdig og ikke altid lige køn kamp, som Texans vandt 19-16 efter overtid.

Banens bedste spiller var Texans-receiver DeAndre Hopkins, og derfor var det også meget passende, at han afgjorde kampen med dette enestående spil i den forlængede spilletid. Han greb bolden på flot vis, men det var det efterfølgende arbejde, der var fra en anden planet, da angrebsstjernen to gange snurrede rundt om sig selv og fik Cowboys-forsvaret til at ligne kegler.

Det blændende spil betød, at kicker Ka’imi Fairbairn kort efter sparkede sæsonens anden sejr til AFC South-mandskabet med et 36-yard field goal. Hans fjerde i opgøret.

Sejren til hjemmebaneholdet må siges at være fortjent, da de flyttede bolden klart bedst med 462 yards mod Cowboys’ 292, og det er lidt utroligt, at Deshaun Watson og co. ikke formåede at sætte flere point på tavlen med så velfungerende et angreb. Netop Watson spillede en god kamp ved at ramme på 75 procent af sine kast for 375 yards deraf 151 til Hopkins.

Texans’ forsvar gjorde det også godt ved at holde Ezekiel Elliott til 54 yards på 20 løb, mens Dak Prescott blev interceptet to gange.

Resultatet betyder, at begge Texas-hold er 2-3.

Væsentlige stats

Texans
Deshaun Watson 33/44 for 375 yards, 1 TD, 1 INT, 10 løb for 40 yards
DeAndre Hopkins 9 grebne bolde for 151 yards
Alfred Blue 20 løb for 46 yards, 8 grebne bolde for 73 yards
Keke Coutee 6 grebne bolde for 51 yards, 1 TD

Cowboys
Dak Prescott 18/29 for 208 yards, 1 TD, 2 INT’s, 6 løb for 34 yards
Ezekiel Elliott 20 løb for 54 yards
Geoff Swaim 3 grebne bolde for 55 yards
Allen Hurns 1 grebet bold for 3 yards, 1 TD