
Los Angeles Rams kunne spille sig forsvindende tæt på divisionstitlen i NFC West, men det krævede en sejr over rivalerne Arizona Cardinals, som bed hårdt fra sig.
Der var spænding til det sidste, da Los Angeles Rams hjemme spillede mod Arizona Cardinals, i en kamp, der principielt kunne afgøre divisionen til fordel for Rams. Cardinals havde ikke selv mulighed for at vinde NFC West, men de havde alligevel slebet både næb og kløer. I sidste ende var det dog ikke nok, da Arizona i de sidste sekunder smed en potentiel sejr væk.
Er man til sprudlende offensiv football og en overflod af touchdowns, var kampen mellem Rams og Cardinals ikke lige den rette at zappe over på. Opgøret endte 13-9 til Rams.
Størstedelen af første halvleg var en scoringsløs affære. Ingen af de to hold kunne flytte bolden meget mere end ti yards per angrebsserie, der var hele syv punts og en enkelt turnover på fjerde down, inden Kyren Williams kunne score kampens første touchdown med lidt under fire minutter tilbage af andet quarter. Det var et af de få gode drives, som Rams angrebet havde på dagen. Los Angeles producerede færre end 260 offensive yards, 12 første downs og kun et enkelt touchdown.
Cardinals bevægede egentligt bolden bedste indtil da, men kunne ikke få bolden i end zone. Med to gode drives fra Rams, var hjemmeholdet foran 10-0 ved pausen. Fælles for alle tre scoringsdrives for Rams i dette opgør var Kyren Williams og Puca Nacua, sidstnævnte endte kampen med 10 grebne bolde for 129 yards og stod derfor for næsten halvdelen af alle hjemmeholdets yards i en uskøn kamp for hjemmeholdet.
Forspildte chancer prægede en tæt anden halvleg
Arizona med Hjalte Forholdt på banen, var mere veloplagte til anden halvleg og kom ud med et flot drive, der på 13 spil drev dem 68 yards ned af banen, hvor tight end Trey McBride kunne sætte udeholdet på tavlen med et touchdown. Trods sin flotte sæson var det tight endens første scoring i år. Rams blokerede dog det efterfølgende ekstra point, hvilket skulle vise sig skæbnesvangert.
Rams kunne ikke mønstre megen modstand på hverken forsvar eller angreb i størstedelen af anden halvleg, og Arizona kunne derfor reducere yderligere til 9 – 10, da de på deres næste drive flyttede bolden 80 yards, men måtte nøjes med et field goal. Herefter faldt tingene dog fra hinanden for Cardinals.
Med tre minutter tilbage af kampen, og Rams med en føring på 13-9, sendte Kyler Murray bolden dybt i dobbeltopdækning og endte med at kaste kampens første interception. Arizonas forsvar gjorde dog deres, da de tvang Rams til punte efter blot tre angrebsspil.
Med to minutter tilbage var der rig mulighed for Arizona til at stikke en kæp i hjulpet på Los Angeles’ slutspilsdrømme. Cardinals bevægede bolden 59 yards på ni spil og tog kun lidt mere end et minut af klokken. Udeholdet var dog tvunget til at score et touchdown efter det brændte ekstra point, og de gik aggressivt til værks i red zone og kastede bolden, selv om de havde god tid og flere timeouts.
Det endte fatalt, da Murrays bold rammer McBride direkte på hjelmen, svæver faretruende i luften, inden den ender sikkert i favnen på Akhello Witherspoon, der med sin første interception i år sikrer Rams sejren.
Los Angeles er nu snublende tæt på en plads i slutspillet. Seattle Seahawks har stadig en teoretisk chance, men det kræver at de slår Rams næste søndag OG at de følgende hold – Minnesota Vikings, Buffalo Bills, San Francisco 49ers, Washington Commanders og Cleveland Browns – IKKE vinder mere end to kampe tilsammen. Ifølge The Athletics analysemodel, giver det Seattle Seahawks mindre end 1% chance for at nå slutspillet.








