På trods af et forrygende comeback endte Indianapolis Colts med at tabe til Houston Texans, der tog deres første sejr i denne sæson.

Det lignede længe en storsejr til Houston Texans, der efter to og et halvt quarters førte 28-10 over divisionsrivalerne Indianapolis Colts. Men Andrew Luck og kompagni ville ikke give sig uden kamp, og der skulle overtid til, inden Texans dog endeligt trak det længste strå.

*** Video: Vinatieri overtager Morten Andersens rekord for flest ramte field goals
*** Video: Elendigt Colts-snap resulterer i Texans-touchdown

I tredje quarter reducerede Luck nemlig til 28-17 med et touchdownkast. På det efterfølgende Texans-drive interceptede Pierre Desir Watson, og så kunne Andrew Luck igen føre Colts-angrebet hele vejen til end zone. 

Et imponerende Colts-comeback lurede altså, da Texans fik bolden tilbage med otte minutter tilbage. Watson og Texans-angrebet fik dog eksekveret et langt og vigtigt drive, da det endte med et field goal, der bragte dem 31-23. Colts skulle dermed score touchdown samt en two point-conversion for at sikre overtid. 

Men den opgave var intet problem for brandvarme Luck. Han førte angrebet hele vejen til end zone, mens de også scorede på den efterfølgende two-point conversion, og så skulle der pludselig overtid til for at vinde en vinder. 

I overtiden startede Colts med bolden, og som han havde gjort i hele anden halvleg, satte Luck på ny et fornuftigt drive sammen. Denne gang måtte de dog nøjes med et field goal fra 45-årige Adam Vinatieri, der gav dem en føring på 34-31. Texans fik bolden tilbage og kunne med et touchdown sikre sejren, mens et field goal ville udligne og give Luck og kompagni endnu en chance. Det endte med et field goal, og så fik Luck bolden tilbage.

Denne gang lykkedes det dog ikke for Colts at sætte flere point på tavlen, selv om de satsede på en fjerde down på egen banehalvdel. Den fik de ikke konverteret, og i stedet fik Texans bolden tilbage i en favorabel position. Efter et vigtigt kast af Watson, skulle kickeren Ka’imi Fairbairn så forsøge at sikre sejren med et field goal fra 37 yards, og det var intet problem for kickeren, der sikrede en 37-34-sejr. Det var Texans’ første sejr i denne sæson.

Stats:

Indianapolis Colts
Andrew Luck, QB: 40/62, 464 yards, 4 touchdowns
Nyheim Hines, RB: 4 løb, 10 yards – 9 grebne bolde, 63 yards, 2 touchdowns
T.Y. Hilton, WR: 4 grebne bolde, 115 yards

Houston Texans
Deshaun Watson, QB: 29/42, 375 yards, 2 touchdowns, 1 interceptions – 6 løb, 41 yards, 1 touchdown
DeAndre Hopkins, WR: 10 grebne bolde, 169 yards, 1 touchdown
JJ Watt, DE: 4 tacklinger, 2 sacks, 1 forceret fumble
Jadeveon Clowney, OLB: 4 tacklinger, 2 sacks, 1 opsnappet fumble