Los Angeles Rams var uden stjerne-runningback, Todd Gurley, men det havde ingen effekt på Rams’ angreb, der nemt slog Cardinals 31-9.

Det blev en første halvleg i fuld fart, hvor begge angreb marcherede op og ned ad banen. Således resulterede halvlegens 9 angrebsserier i 4 touchdowns, 1 field goal, 2 brændte fields goals, 1 fumble og kun 1 punt. Det var dog Rams, der var bedst til at udnytte muligheder, da de stod for 3 touchdowns og 1 field goal. Touchdownene løb Robert Woods ind fra 4 yards, Jared Goff løb ind fra 1 yard ude og slutteligt fuldendte CJ Anderson løbehattricket, da han løb i endzone fra 4 yards.

For Cardinals stod Larry Fitzgerald for touchdownet, da han modtog et kast fra Josh Rosen, men da det kast var bagudrettet, kastede Fitzgerald bolden dybt til David Johnson.

Anden halvleg kunne desværre ikke matche første halvlegs underholdning, og angrebene havde det noget sværere. Således endte 4 af de første 5 angrebsserier i et punt, så da Rams bragte sig foran 31-9 i starten af 4. quarter, var kampen reelt færdig. En angrebsserie der ellers startede på egen 5-yard linje, resulterede i et touchdown på kun 4 spil. Det sidste var en flot, dyb bold fra Goff til Robert Woods.

Sejren bringer Rams på 12-3, og de er kun en sejr over San Francisco 49’ers i sidste runde fra at sikre sig NFC’s andenseedning. Nederlaget bringer Cardinals på 3-12, og de mangler kun et nederlag til Seahawks i sidste runde, for at sikre sig forårets førstevalg i draften.

Nævneværdige statistikker:  

Arizona Cardinals
QB Josh Rosen, 12 af 23 for 87 yards, 4 løb for 49 yards
RB David Johnson, 10 løb for 35 yards, 1 grebet bold for 32 yards, TD
WR Larry Fitzgerald, 6 grebne bolde for 53 yards, 1 af 1 for 32 yards, TD

LA Rams
QB Jared Goff, 19 af 24 for 216 yards, TD
RB CJ Anderson, 20 løb for 167 yards, TD
WR Robert Woods, 6 grebne bolde for 89 yards, TD, 2 løb for 15 yards, TD
DT Aaron Donald, 7 tacklinger, 3 sacks (19,5 sacks for sæsonen), 4 tacklinger for tab af yards