Der var drama for alle pengene, da Kansas City Chiefs avancerede til slutspillet med en sejr på 27-24 over Baltimore Ravens efter forlænget spilletid.

Sejren kom i hus efter et dramatisk fjerde quarter, hvor Patrick Mahomes udlignede Ravens’ føring med under et minut igen. På gæsternes efterfølgende angrebsserie forcerede Justin Houston en fumble fra Lamar Jackson dybt inde på Ravens’ banehalvdel. Alligevel formåede den normalt træfsikre kicker Harrison Butker at misse sparket, hvorefter opgøret måtte i forlænget spilletid.

Her fik Kansas City Chiefs og Harrison Butker taget revanche med et 35-yard langt field goal, der viste sig at blive kampafgørende.

Kampen var proppet med seværdige højdepunkter – bl.a. Patrick Mahomes’ praktisering af “kig-væk-finten”, der fuldstændig snød Ravens’ forsvar.

Baltimore Ravens (7-6) missede dermed en gylden mulighed i det tætte kapløb om slutspilspladserne i AFC. John Harbaughs tropper lykkedes igen med en ukonventionel kampplan, hvor angrebet b.la. løb for 198 yards. Lamar Jackson sluttede kampen 13-24 for 147 kastede yards, to kastede touchdowns og 71 løbede yards.

Kombineret med New England Patriots’ spektakulære nederlag til Miami Dolphins er Kansas City Chiefs (11-2) nu suverænt i førersædet i kampen om førstepladsen i AFC – hvortil Andy Reid og co. vil være garanteret hjemmebane gennem slutspillet.