Nathan Peterman var startende quarterback for Buffalo Bills i en hjemmekamp mod Chicago Bears. Det betød naturligvis en storsejr til udeholdet.

Chicago Bears holder fast i drømmene om en slutspilsplads med en sejr og tandløse og tamme Buffalo Bills. Udeholdet vandt en storsejr på 41-9, og det var i særdeleshed forsvaret, der stjal overskrifterne.

Selv om Bears måtte undvære superstjernen Khalil Mack, formåede defensiven stadig at sætte præg på kampen. I første halvleg blev der scoret to touchdowns af forsvaret, den ene af disse kom efter, at Nathan Peterman kastede endnu en interception. For en gangs skyld var det dog ikke den unge quarterbacks skyld.

Video: Se Nathan Petermans to første interceptions mod Bears

Det ændrede dog ikke på, at det blev til to interceptions fra Peterman i de første to quarters. Quarterbacken tilføjede endnu en i anden halvleg. Han har nu kastet 12 interceptions på blot 130 kast i NFL. Det er imponerende og en smule synd. Peterman kastede 49 gange i dagens opgør, det er ikke en opskrift på succes.

Bills spillede egentligt en flot kamp forsvarsmæssigt, men hjemmeholdets elendige angreb sørgede for, at Bears ofte var i nærheden af endzone, hvilket Jordan Howard udnyttede til at score to touchdowns i kampen.

Der var dog lidt gode nyheder for Bills-fans. Holdet formåede at score touchdown for første gang i 39 drives. Bears scorede hele 41 point, men Mitchell Trubisky og resten af angrebet var alt andet end imponerende.

Chicago Bears har nu vundet fem kampe og tabt tre i indeværende sæson, og holdet fører i øjeblikket NFC North. Bjørnenes næste tre kampe er mod Lions, Vikings og Lions igen, så der er stor chance for at komme tæt på slutspillet de kommende uger. Bills, der var i slutspillet i fjor, er ikke i nærheden i år, og to sejre i ni kampe er ikke helt ringe med det niveau de ligger for dagen angrebsmæssigt.