Chiefs var ikke bagud i 59 minutter og 52 sekunder, men et flot comeback af Chargers og en satset beslutning om at gå efter to point i stedet for at udligne vendte kampen til en 29-28 sejr til Chargers i de døende sekunder.

Kansas City Chiefs kunne vinde divisionen, hvis de kunne slå divisionsrivalerne fra Los Angeles Chargers, mens Chargers forsøgte at holde liv i chancen for AFC’s første seed. Hjemmeholdet fra Chiefs førte næsten hele kampen igennem, men med 4 sekunder igen tog Chargers deres første og eneste føring, da de i stedet for at udligne på et ekstra point scorede på en two-point conversion, som bragte dem foran med 29-28.

Chiefs og Patrick Mahomes kom ellers flyvende ud af starthullerne, og der var ikke spillet mange minutter, før Mahomes forbløffede alle nok en gang. Nonchalant fandt han DeMarcus Robinson i end zone på et spil, hvor det lignede, at quarterbacken havde givet op for længst. Kort tid efter kastede han også et screen til rookie Darrell Williams, og så stod den 14-0 ved afslutningen af første quarter.

Herefter kom Chargers endelig lidt i gang. I et par omgange fandt Philip Rivers andenårsreceiveren Mike Williams, der endte med en stor præstation, efter Keenan Allen måtte udgå med en hofteskade. Efter Chargers’ touchdown blev der ikke scoret mere i første halvleg, hvor forsvarene langsomt kom mere med i kampen. Chiefs’ Chris Jones havde blandt andet 2,5 sacks i første halvleg, mens Kendall Fuller havde en interceptions, da Chargers ellers var langt nede på Chiefs’ banehalvdel.

Anden halvleg startede ganske jævnbyrdig, og da fjerde quarter begyndte havde begge hold scoret et touchdown hver. Først var det Damien Williams, der løb bolden i end zone for Chiefs, inden Chargers’ Mike Williams scorede sit andet touchdown – denne gang på et løb. Det gav stillingen 21-14 til Chiefs.

I fjerde quarter fortsatte spændingen helt til det sidste. For selvom Chiefs bragte sig foran 28-14, kæmpede Chargers sig flot tilbage i kampen. Først var det Justin Jackson, som løb et touchdown, og da Philip Rivers med under tre minutter igen fik bolden, svigtede veteranen ikke. Med et par lækre kast til først Travis Benjamin på et dybt kast, derefter Benjamin igen på en fjerde down og til sidst med otte sekunder igen et touchdown-kast til Mike Williams lukkede Chargers hullet på imponerende vis.

Det gav stillingen 28-27 til Chiefs, og i stedet for at sparke et udlignende ekstra point valgte Chargers at gå efter to point og dermed sejren. Det virkede til, at Chiefs ikke helt havde afstemt aftalerne i det scenarie, og Philip Rivers kunne legende let finde en helt fri Mike Williams for de afgørende to point, der bragte Chargers foran 29-28. Med under fem sekunder igen, tog Chargers dermed føringen for første gang, men man skal kun føre på et tidspunkt, og det er til sidst, som man siger.

Sejren betyder nu, at begge hold er 11-3 for sæsonen, men Chiefs fører stadig divisionen med en bedre record mod de andre AFC West-hold. Chargers kan dog overtage førstepladsen i divisionen og dermed også i AFC, hvis Chiefs taber en af deres resterende to kampe, og Chargers vinder begge deres.

Udvalgte Statistikker:

Kansas City Chiefs
Patrick Mahomes: 24/34 for 243 yards og 2 touchdowns
Damien Williams: 10 løb for 49 yards og 2 touchdowns. 6 catches for 74 yards
Chris Jones: 3 tacklinger, 2,5 sacks og adskillige QB Hits

Los Angeles Chargers
Philip Rivers: 26/38 for 313 yards, 2 touchdowns og 2 interceptions
Mike Williams: 7 catches for 76 yards og 2 touchdowns. 1 løb for 19 yards og 1 touchdown
Justin Jackson: 16 løb for 58 yards og 1 touchdown. 3 catches for 27 yards