NFL er kommet med kampprogrammet for 2023. Her kommer vi med én kamp hver uge, du SKAL se!

NFL ved jo godt, at når de to Super Bowl kombattanter skal spille rematch, så skal kampen lægges bedst muligt. Derfor ligger kampe af den kaliber ofte i primetime i USA, og det betyder jo desværre noget værre natteroderi på vores breddegrader.

Ikke desto mindre får du her vores bud på den bedste kamp hver uge med store profiler, historiske opgør eller en fed storyline.

Kort fortalt: Must-See-TV!

Læs også: Her er hele kampprogrammet for alle klubber
Læs også: Kampprogrammet uge for uge
Læs også: Se alle de fede SOME-videoer fra holdenes kampprogram

Spilleuge 1
New York Jets – Buffalo Bills, Mandag nat 02:15

Aaron Rodgers er nu i AFC East, og pludselig er New York Jets blandt favoritterne – ikke kun i divisionen men i hele AFC. Vi så sidste år, hvor godt deres forsvar kan være, og vi så flere unge profiler på angrebet spille fantastisk uden en ordentlig quarterback. Nu kommer A-Rod og forventningerne er kæmpestore. Det er de også i Buffalo, hvor holdets fans snart føler sig berettiget til en Super Bowl sejr. Og de har unægtelig både holdet og quarterbacken til det. Men et af de her to hold skal tabe i spilleuge 1.

Bonus:
Chargers-Dolphins. Endnu engang mødes Tua Tagovailoa og Justin Herbert i en

Spilleuge 2
Houston Texans – Indianapolis Colts, søndag kl. 19:00

Hvem valgte rigtigt? Houston Texans, da de tog quarterback CJ Stroud med pick 2 i årets NFL draft, eller Indianapolis Colts, da de nappede Anthony Richardson to picks senere. De to rookies skal fremover mødes to gange om året, og deres første karriere head-to-head er allerede i uge 2 af den kommende NFL-sæson. Det er et Texans-hold i opbygning, mens Colts allerede taler om playoffs. Måske får vi et par svar tidligt i sæsonen.

Spilleuge 3
Minnesota Vikings – Los Angeles Chargers, søndag kl. 19:00

Spilleuge 3 i den kommende NFL-kalender er ikke ligefrem proppet med fede opgør, men kigger man udelukkende efter store stjerner og to hold med playoffs-håb, så er Chargers på udebane mod Vikings rundens bedste. Justin Herbert og hans arsenal af våben på den ene side mod Kirk Cousins og hans nye superduo Justin Jefferson og Jordan Addison på den anden. Læg dertil tvivlsomme forsvar, og du har opskriften på en højtscorende affære.

Spilleuge 4
Jacksonville Jaguars – Atlanta Falcons, søndag kl. 15:30

Bum. NFL spiller tre kampe i London i år og så endda tre uger i træk. Og det hele begynder med Jaguars-Falcons i start oktober. Og ikke bare ligger den kl. 15:30 dansk tid, det er også en kamp med et hav af unge sjove stjerner på banen. Jaguars kommer med Trevor Lawrence og Calvin Ridley…, der tidligere spillede for Falcons. Og sidstnævnte kommer med en offensiv trio bestående af Drake London, Kyle Pitts og den superspændende rookie RB Bijan Robinson. Køb dine billetter til kampen nu.

Spilleuge 5
San Francisco 49ers – Dallas Cowboys, søndag 02:20

San Francisco har slået Dallas ud af slutspillet to år i træk, og nu er sidstnævnte pænt trætte af det. Så Cowboys har opgraderet både forsvar og angreb og er klar til at bide skeer med de store i NFC-halvdelen. 49ers har måske NFLs bedste forsvar, men hvad er deres quarterback-situation. Måske er det Trey Lance? Måske Mr. Irrelevant Brock Purdy? Eller måske Sam Darnold? Vi glæder os allerede til dette brag, der kan være med til at bestemme seedning i slutspillet.

Bonus: Buffalo Bills – Jacksonville Jaguars i London kl. 15:30. Skriv dig op til billetter.

Spilleuge 6
Cincinnati Bengals – Seattle Seahawks, søndag kl. 19:00

Hvis du kan lide fyrværkeri, så tænd for dit fjernsyn kl. 19 søndag d. 15. oktober, for det vælter med superstjerne-receivere i den her kamp. Seahawks har måske NFLs bedste trio med DK Metcalf, Tyler Lockett og rookie Jackson Smith-Njigba. Men Bengals kigger lidt og siger… hold my beer og spiller Jamaar Chase, Tee Higgins og Tyler Boyd. Det kan kun blive sjovt.

Bonus: Tennessee Titans – Baltimore Ravens i London kl. 15:30. Skriv dig op til billetter.

Spilleuge 7
Miami Dolphins – Philadelphia, søndag 02:20

På collegeholdet Alabama opstod der i 2018 lidt en konflikt. Hvem var holdets bedste quarterback? Jalen Hurts eller Tua Tagovailoa? Sidstnævnte trak det længste strå og Hurts skiftede college. Nu mødes de for første gang i NFL, og som om det ikke var nok, så er det også en mulig forsmag på en Super Bowl, og i hvert fald en kamp fyldt med fart: Dolphins kommer med Tyreek Hill, Jaylen Waddle og rookie Devon Achane, mens Eagles kan mønstre A.J. Brown, DeVonta Smith, Kenneth Gainwell og nytilkomne D’Andre Swift. Og så vrimler det med top-forsvarsspillere som Hassan Reddick, Darius Slay, Xavien Howard, Jevon Holland og mange flere.

Bonus: Kansas City Chiefs – Los Angeles Chargers. Mahomes mod Herbert er altid sjovt!

Spilleuge 8
New York Giants – New York Jets, søndag 19:00

Det er mange, mange år siden, at kampen mellem de to New Jersey-klubber rent faktisk har været seværdig, men det er den i sandhed blevet nu. Aaron Rodgers er kommet til Jets og gør dem til Super Bowl outsider, mens Giants håber og forventer at kunne gentage sidste års succes og omme i slutspillet. Jets kommer med deres to gange rookie of the year Sauce Gardner og Garrett Wilson, mens Giants har fået spændende tilføjelser til både angreb og forsvar, og ikke mindst bliver tight end Darren Waller sjov at følge i nye omgivelser. Hvem vinder Battle of the Meadowlands?

Spilleuge 9
Cincinnati Bengals – Buffalo Bills, Søndag kl. 02:20

Der kommer mange følelser i spil til denne kamp. Ikke mindst hvis Bills safety Damar Hamlin igen spiller. Sidste år kollapsede han (på samme måde som Christian Eriksen) i grundspilskampen mellem netop Bills og Bengals, og nu mødes de igen. Eller det vil sige, de har faktisk allerede mødtes, for skæbnen ville, at de to AFC-duellanter løb ind i hinanden i januars slutspil, hvor Bengals trak det længste strå. Hamlin har udtalt, at han er klar til at trække i uniformen igen, og tropper han op til kampen her, kan vi godt forvente en hyldest af de helt store – selv på udebane!

Bonus: Kansas City Chiefs – Miami Dolphins kl. 15:30 i Frankfurt. Måske den fedeste af alle de internationale kampe i år.

Spilleuge 10
New England Patriots – Indianapolis Colts, søndag 15:30

Ok, Patriots-Colts har ikke helt samme klang i 2023, som i de glade Payton Manning vs Tom Brady dage. Men i år kan du opleve dette legendariske opgør på allernærmeste hånd, når de krydser klinger i Frankfurt, eller du kan tænd for dit fjernsyn kl. 15:30 og så ellers blive siddende der i 16 timer til en marathon NFL-søndag. Patriots er et svært hold at blive klog på lige nu, mens Colts kommer med en talentfuld trup og ikke mindst rookie quarterback Anthony Richardson. Viel Vergnügen…

Spilleuge 11
Kansas City Chiefs – Philadelphia Eagles, Monday Night 02:15

Ja, det kunne jo ikke være anderledes. Denne kamp var nødt til at ligge mandag nat dansk tid. En rematch af februars fuldstændig fabelagtige og underholdende Super Bowl mellem Chiefs og Eagles. Og husk på, at vi er ret heldige her, fordi sol, måne og stjerner samt et heldigt kampprogram skal stå helt rigtigt for at en Super Bowl kan forekomme. Chiefs er forsvarende mestre, men Eagles vil bevise for hele NFL, at de burde have vundet Vinve Lombardi trofæet. Mahomes mod Hurts. Vi glæder os allerede.

Spilleuge 12 – Thanksgiving + Black Friday
New York Jets – Miami Dolphins, Fredag kl. 21:00

Hov, hvad var det? Sneg der sig lige en fredagskamp in i NFL-programmet? Og så kl. 21 dansk tid. Jamen altså… hvor lækkert. Årsagen er naturligvis, at det er Thanksgiving i USA (der er stadig tre kampe torsdag), og de fleste amerikanere har fri og hygger sig om fredagen, som i øvrigt bedre er kendt som som Black Friday. Amazon er sponsor på kampen, og de vil selvfølgelig hellere have, at folk sidder hjemme i stuen og shopper end går på sort udsalg ude i butikkerne. Og NFL har været søde ved dem. Jets og Dolphins hader hinanden, så der kommer mere end bare kalkun på gaflen til NFLs første Black Friday kamp.

Bonus: 49ers – Seahawks på Thanksgiving og Bills-Eagles søndag.

Spilleuge 13
Philadephia Eagles – San Francisco 49ers, søndag 22:25

Av, av et kampprogram Eagles har i den her periode. Chiefs, Bills 49ers her i uge 13 og Cowboys ugen efter. Alle fire topbrag og alle fire mulige slutspilskampe – de to første naturligvis potentielle Super Bowls. Men vi skal ikke længere tilbage end januar sidst Eagles ramlede sammen med 49ers. Det var i NFC-finalen (semifinalen til Super Bowl), og det var den famøse kamp, hvor Eagles blodtørstige pass rush sørgede for, at 49ers sluttede sæsonen uden raske quarterbacks. Nu mødes de i spilleuge 13, og vi kan da håbe på, at 49ers bare har en enkelt quarterback tilbage efter opgøret.

Spilleuge 14
Kansas City Chiefs – Buffalo Bills, søndag kl. 22:25

Det kan godt være, vi kredser lidt om de samme hold her, men Chiefs-Bills er bare svær at komme udenom. De har spillet nogle vidunderlige kampe mod hinanden gennem de seneste par sæsoner, og måske er de sidste 5 minutter af playoffkampen i 2021 den bedste og mest hæsblæsende afslutning på en slutspilskamp nogensinde. Opgøret anno 2023 er igen en mulig forsmag på en slutspilskamp, eventuelt AFC-finalen og helt sikkert et opgør, der får stor indflydelse på seedningen i AFC-halvdelen.

Spilleuge 15
Jacksonville Jaguars – Baltimore Ravens, søndag 22:25

Vi er sent i sæsonen nu, og det kan være svært at forudsige, hvilke kampe der er vigtige, eller hvilke hold, der er rigtig gode og seværdige. Faktisk kunne vi godt se opgøret mellem Denver Broncos og Detroit Lions være ganske betydningsfuldt og en kamp mellem to af NFL-sæsonens store overraskelser, men nu går vi med den sikre og vælger Jaguars-Ravens. Du har haft mulighed for at se dem begge tidligere på året i London, men her kan du nyde opgøret i din sofa i midt december. Ravens kommer med Lamar Jackson, der har fået Odell Beckham Jr. og rookie Zay Flowers, mens Jaguars har Trevor Lawrence og rookie runningback Tank Bigsby.

Spilleuge 16
Kansas City Chiefs – Las Vegas Raiders, mandag kl. 19:00

Du kan godt glæde dig til julen i år, for den er pakket med football, og NFL laver for første gang i ligaens historie en mandags-triple. Det er 1. juledag, og det hele begynder kl. 19 dansk tid med AFC West braget mellem Chiefs og Raiders. De er arvefjender, og Raiders har fåeet Jimmy Garoppolo som quarterback, der har en lille revanche til gode fra Super Bowl 54. Kan du ikke få nok jule-NFL, så kommer der Eagles-Giants bagefter og Ravens-49ers som natkassebold.

Bonus: Juleaften. Glem alt om familien, dans om træet og julegaver – der er to kampe lillejuleaften og 10 kampe juleaften.

Spilleuge 17
Dallas Cowboys – Detroit Lions, lørdag 02:20

Det ville være nærliggende, at vælge Bengals-Chiefs her, som ubetinget er rundens fedeste kamp, men den ligger nytårsaften kl. 22:25, så det vel kun de mest hardcore-fans, der tænder for den. Til gengæld kan du natten inden se en kamp, der godt kan gå hen og få stor betydning for wild card pladserne i NFC-halvdelen. Lions virker som en mulig outsider til playoffs og måske endda NFC North titlen, mens Cowboys håber på det samme i NFC East. Men begge skal nok stille sig tilfreds med en wild cars plads, og der kan en sejr her være meget afgørende.

Spilleuge 18
Frit valg fra alle hylder

Det er sidste spilleuge i grundspillet, og det betyder traditionen tror, at NFL slutter gildet af med divisionsopgør hele vejen rundt. Flere divisioner er afgjort på forhånd, men andre kan blive afgjort på sidste spilledag. Chiefs og Chargers virker på papiret som en kamp, der kan få afgørende betydning både for divisionen og playoffs, men der kan nå at ske meget fra nu af og til start januar. Også Vikings-Lions er spændende, Browns og Bengals kan vise sig at være kampen om AFC North titlen, og hvad med Giants mod Eagles. Der er nok at vælge imellem.

Læs også: Her er hele kampprogrammet for alle klubber i 2023
Læs også: Se alle de fede SOME-videoer fra holdenes kampprogram