Der er internt uenighed hos Jacksonville Jaguars om, hvordan man bedst kommer videre med quarterback Trevor Lawrences udvikling.

Trevor Lawrence, der blev valgt som nr. 1 i april måneds NFL draft, har haft succes på alle niveauer, siden han begyndte at spille football, men har haft en hård rookiesæson indtil videre med Jaguars.

Men hvordan kommer klubben videre med hans udvikling? Det er åbenbart et emne, der er stor debat om internt i organisationen, det rapporterer Jason La Canfora fra CBS Sports.

Tingenes tilstand blev sat lidt på spidsen i sidste uge, hvor Lawrence blev forvirret af Colts, hvor Indianapolis’ zoneforsvar afslørede de udfordringer, som Jaguars og Lawrence har haft hele sæsonen.

Lawrence ramte på kun 3 af 14 kast for 36 yards i første halvleg mod Colts, og han sluttede kampen 16 af 35 for kun 162 yards, og fumblede chancen for en sejr væk på den sidste angrebsserie.

Der har været forskellige holdninger i trænerstaben til om, man skal gå mere over til det system, Lawrence kørte med stor succes i sine collegedage på Clemson. Men systemet er måske for farligt for en quarterback i NFL, og dermed har det givet anledning til bekymringer om den medfølgende risiko for skader, fortæller kilder tæt på holdet.

På et tidspunkt, hvor Lawrence kæmper med at læse forsvar og tage de rigtige beslutninger, har cheftræner Urban Meyer og andre overvejet at gå over til mere simple RPO’er (runn pass option, red.), der gjorde Clemson-angrebet så effektivt, men hvor quarterbacken skal løbe bolden meget selv.

Lawrence løb for næsten 800 yards og 17 touchdowns i sine sidste to college-sæsoner for Clemson, men de større og hurtigere NFL-forsvarsspillere udgør en betydelig skadesrisiko, og sidste års skade til Bengals’ quarterback Joe Burrow er et skræmmeeksempel, der får flere trænere hos Jaguars til at holde igen med at gå over til et RPO-angreb og lade Lawrence løbe bolden selv.

Hans udvikling er måske også hæmmet af den uro, der har været omkring headcoach Urban Meyer og hans trænerstab. Meyer har gentagne gange gjort opmærksom på sin utilfredshed med mange positionstrænere – ofte foran spillerne, og så har han selv været indblandet i flere uheldige sager.

Det er indlysende, at Lawrences udvikling er altafgørende for hele Jaguars organisationen, som ikke har haft en solid quarterback, siden Mark Brunell i deres allerførste leveår. Mens de to andre rookies Justin Fields og især Mac Jones har fået succes tidligt i deres NFL-karrierer, så mangler vi stadig at se Lawrences fulde potentiale.