
Sæsonforberedelserne er løbet af stablen i NFL og én af de helt store historier finder vi i Jacksonville, hvor Travis Hunter er ved at finde sit fodfæste i ligaen.
For det er godt og vel en måned siden, at Jaguars valgte supertalentet Travis Hunter med det andet valg i draften. Hunter udmærkede sig i college-rækkerne ved, at han både startede – og excellerede – som receiver og som cornerback hos Colorado.
I den forgangne sæson hjemtog Travis Hunter det prestigefyldte Heisman-trofæ, som hylder den bedste spiller i college. Hunter blev også den første spiller nogensinde til at blive udnævnt til årets hold som både receiver og cornerback, efter at han både greb 98 bolde for 1.258 yards og 15 touchdowns, samt leverede 15 kasteforsvar og fire interceptions.
Spørgsmålet er nu, om Travis Hunter rent faktisk kan fortsætte med at spille – og gøre en forskel – som receiver og cornerback i NFL?
De første indikationer fra sæsonforberedelserne i Jacksonville tyder på, at Travis Hunter vil gøre forsøget. Flere af de lokale journalister reporterer, at Hunter skiftevis træner med angrebet og med forsvaret, samt at han tilbringer størstedelen af sine vågne timer på træningsanlægget.
Jacksonville Jaguars’ cheftræner Liam Coen har også bekræftet, at han vil gøre sit ypperste for at forberede og bygge Travis Hunter op rent fysisk og spillemæssigt, så han både kan spille receiver og cornerback i NFL.
Holdets offensive koordinator Grant Udinski har også senest udtalt, at det er en udfordring at skulle spille to positioner, men at Hunter og Jaguars arbejder benhårdt på at få ambitionen til at lykkes. Det væsentligste er imidlertid, at Jaguars hjælper Hunter til at maksimere sin effektivitet på banen.
Jacksonville Jaguars fortsætter sit frivillige opstartsprogram (OTAs) i resten af ugen, før den obligatoriske minicamp forløber fra den 10. til og med den 12. juni 2025.
Læs mere: Oplev Jacksonville Jaguars og Travis Hunter i London