Jaguars forlænger med ung forsvarsspiller

0

På trods af endnu en dårlig sæson og en trænerfyring var der positive tegn at spore i Jacksonville. Det unge forsvar viste fine takter, og det giver belønninger.

En af de positive ting i den forgangne sæson var spillet fra den unge defensive tackle, Abry Jones. Han er nu blevet belønnet med ny kontrakt. Den 25-årige forsvarsspiller skrev tidligere i dag under på en forlængelse på fire år. Kontrakten kan ende med at gøre Jones 16 millioner dollars rigere.
Den store tackle startede ni kampe i denne sæson efter blot at have startet to kampe i sine tre første sæsoner i ligaen. Jones har spillet hele sin karriere i Jacksonville, efter holdet hentede ham efter 2013-draften, hvor han ikke blev valgt.
Med sine 144 kilo er der tale om en spiller, hvis største force er at stoppe løbet. Det var et område, som Jacksonville havde problemer med i 2016-sæsonen. Med denne forlængelse indikerer holdet altså, at det bliver en prioritet til den kommende sæson. Jones var inde omkring 32 taklinger, men formåede ikke at lave nogle sacks.
Jaguars endte året med at være ligaens sjette bedste forsvar målt på tilladte yards, og det var især kasteforsvaret, der funklede med rookie Jalen Ramsey i spidsen. Holdet var derimod kun 19. bedst mod løbet, men der var forbedringer at spore, blandt andet på grund af Abry Jones’ spil. Jaguars er stadig et godt stykke under lønloftet, så denne aftale ser god ud for begge parter.