London calling: Overlever Aaron Glenn turen over Atlanterhavet?  

0

Bliver Justin Fields knust af Nik Bonitto og resten af Broncos’ frygtindgydende forsvar, eller tager Jets en forløsende sejr i London? 

For tredje uge i træk kan I se frem til en lang NFL-søndag, som starter på de britiske øer. Denne søndag er det New York Jets (0-5) og Denver Broncos (3-2), som tørner sammen på Tottenham Hotspur Stadium i London. 

Kontrasten mellem de to mandskaber kunne nærmest ikke være tydeligere. New York Jets har endnu til gode at smage sejrens sødme, siden de ansatte Aaron Glenn som ny cheftræner. Senest blev Jets pulveriseret af Dallas Cowboys, og de har nu tilladt 31,4 point pr. kamp i sæsonen, hvilket er næstdårligst i NFL. 

Sean Paytons tropper er højtflyvende, efter at de har vundet to kampe på stribe og blev det første hold til at stikke en kæp i hjulet på de forsvarende mestre i 2025-sæsonen. Broncos overvandt Eagles med 21-17 i Philadelphia, og skabte fornyet spænding om divisionstitlen i AFC West.  

Netop Sean Payton er kendt som lidt af en London-specialist. Den velrenommerede træner har besøgt den engelske hovedstad to gange med New Orleans Saints og vundet begge opgør. Senest var i 2017, da Saints uddelte æg til Miami Dolphins og vandt med 20-0.  

New York Jets har også spillet to gange tidligere i London, men de har ikke lige så gode minder fra England, som Sean Payton har. Jets tabte med 27-20 til Atlanta Falcons i 2021 og med 23-17 til Minnesota Vikings i fjor.  

Nederlaget til Vikings førte sågar til, at Jets fyrede sin daværende cheftræner Robert Saleh, hvilket må være ganske ildevarslende for sejrsløse Aaron Glenn. 

Seneste nyt på skadesfronten  

Aaron Glenn kan dog se frem til at få en tiltrængt forstærkning tilbage til sit nødlidende forsvar. Jets’ dygtige linebacker Jermaine Johnson, som har misset de seneste tre kampe med en ankelskade, er blevet sin skade kvit, og ventes at starte i London.  

Desværre må Glenn fortsat undvære sin normale starter på nickel-cornerback-positionen, da Michael Carter II fortsat døjer med følgerne af en hjernerystelse, og slet ikke er rejst med Jets til Europa.  

Denver Broncos må fortsat undvære den profilerede linebacker Dre Greenlaw, som sidder ude med en skade i sin ene lårmuskel. Greenlaw var ellers én af Broncos’ mest markante tilføjelser i foråret, da de hentede ham ind på en treårig aftale, som kan løbe op i 200 millioner danske kroner ($31.5 mio.). 

Sidst, men ikke mindst, så misser Broncos’ normale starter på venstre guard-positionen Ben Powers også London-kampen. Powers rev sin ene bicepsmuskel over i sejren over Philadelphia Eagles og ventes at misse en længere periode. 

Hvad kan Justin Fields stille op mod Broncos’ frygtede forsvar?  

Efter to skuffende sæsoner med Aaron Rodgers ved roret har New York Jets taget en chance med Justin Fields, som de har hentet ind på en toårig aftale. Indtil videre har projektet været en blandet oplevelse.  

På den positive side har Justin Fields spillet relativt fejlfrit, idet han har kastet 754 yards, fire touchdowns og ingen interceptions. Samtidig har han løbet for 204 yards og tre yderligere scoringer og bare mistet en enkelt fumble.  

Omvendt har Fields’ præstationer endnu ikke kastet en sejr af sig og han har taget 10 sacks i fire kampe. Generelt har Jets’ angreb også været en middelmådig oplevelse.  

I Tottenham står de over for Broncos’ forsvar, som omvendt er en force i NFL. Efter fem kampe har Broncos tilladt femtefærrest yards (288,6 pr. kamp) og næstfærrest point (16,8 pr. kamp), mens de også har leveret flest sacks (4,2 pr. kamp) i NFL.  

Især har Nik Bonitto fået en voldsom sæsonstart med 17 tacklinger og syv sacks, hvilket er suverænt flest i ligaen. Kombineret med at indehaveren af prisen som 2024-sæsonens bedste forsvarsspiller Pat Surtain II patruljerer i Broncos’ opdækningszoner, så er Sean Paytons forsvar en kampafgørende force.  

Forudsigelse 

Der er lagt i kakkelovnen til en stor europæisk football-fest, når sæsonens sidste kamp på Tottenham Hotspur Stadium løber af stablen.  

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at New York Jets kan stille meget op mod Denver Broncos’ velsmurte maskine. Broncos råder over ét af ligaens allerbedste forsvar og Bo Nix og Courtland Sutton har fundet formen med 298 yards og to touchdowns i de seneste tre kampe.  

Spørgsmålet er så, om et nederlag vil rokke ved New York Jets’ tiltro til Aaron Glenns projekt – ligesom det var tilfældet i fjor, da Robert Saleh blev hældt ud med badevandet efter et nederlag i den engelske hovedstad. Det ville alligevel være overraskende.  

Denver Broncos vinder sin tredje sejr på stribe med 27-17 over New York Jets. 

Læs også: Weekly Winners – Uge 6