Westbrook-Ikhine vender tilbage til Indiana

0

Nick Westbrook-Ikhine har skrevet kontrakt med Indianapolis Colts, og vender dermed tilbage til staten Indiana, hvor han også tørnede ud i college-rækkerne.

Indianapolis Colts er i fuld sving med at sammensætte angrebet for 2026-sæsonen, og én af positionerne, som de skulle forstærke, var receiverkorpset, der havde mistet Michael Pittman jr. til Pittsburgh Steelers.

Én af de nye spillere, som skal være med til at løfte arven, er Nick Westbrook-Ikhine, som har skrevet under på en aftale med Colts for 2026-sæsonen.

Dermed vender Westbrook-Ikhine tilbage til staten Indiana, hvor han også spillede college football for Hoosiers, og greb 2.226 yards og 16 touchdowns.

Det var på den baggrund, at Nick Westbrook-Ikhine fik en mulighed for at spille sig på Tennessee Titans’ hold i 2020. Westbrook-Ikhine var ingen faktor i sin første sæson i NFL, men han etablerede sig efterfølgende som en relativt pålidelig spiller på Titans’ angreb.

Nick Westbrook-Ikhine nåede fem sæsoner i Nashville, før han skiftede til Miami Dolphins i fjor. Den 29-årige receiver nåede at spille 15 kampe for Dolphins i 2025-sæsonen, før han nu skifter til Indianapolis Colts.

Samlet set står Nick Westbrook-Ikhine noteret for 93 kampe i NFL med 1.862 grebne yards og 19 touchdowns som følge.