Efter et klart nederlag til San Francisco 49ers i sidste uge, er jeg nu 3-2 for sæsonen. I denne uge sætter jeg min lid, til et udebane hold fra AFC South.

Det er efterhånden mange år siden, at Tennessee Titans har været favoritter i et opgør mod Indianapolis Colts. Og så i sådan en grad som de er i søndagens kamp. Det selvom, at jeg tror kampen bliver meget tæt, og rent faktisk har en Colts-sejr i mine forudsigelser.

Indianapolis Colts og Andrew Luck har godt nok haft det hårdere i år, end mange måske forventede. Alligevel har de ikke været så dårligt kørende som mange gør dem til. I sidste søndags Sunday Night-kamp mod Houston Texans burde de have lukket kampen, i stedet for at give Texans chancen for et sidste minut comeback. Selvom jeg, fra et Colts-perspektiv, ikke kunne lide slutningen af kampen, så synes jeg de spillede en god kamp, de resterende 50 minutter.

Før i tiden var det et Andrew Luck-skal-kaste-først hold, som Colts var. Men mod Texans så jeg dem være langt mere balanceret, og for alvor fik sat Frank Gore i scene. Det er noget jeg virkelig godt kan lide, hvad angår Colts’ muligheder i dette udebaneopgør. Man vinder nemlig ikke så mange kampe i NFL, hvis det kun er ens quarterback som skal kaste på 90 procent af spillene. Holdene har brug for et løbeangreb, og med Colts’ vilje til at løbe med Gore, ser jeg dem forholdsvis stærke.

Jeg benægter dog ikke, at Tennessee Titans har været imponerende i år. DeMarco Murray, som jeg desuden ejer i mange Fantasy-ligaer, har været så vigtig for Mariota og resten af Titans. Men samtidig så er jeg bekymret for, om Murray allerede nu begynder at vise svaghedstegn. I sidste spilleuge mod Cleveland Browns var det en, i mine øjne, langsommere og ikke nær så eksplosiv running back, som bestemt heller ikke leverede mange yards, trods over tyve løb. Hvis min frygt omkring Murray er sande, så får Titans svært ved at flytte bolden effektivt mod Colts. Colts lukkede nemlig ned for Texans-kasteangreb, indtil fjerde quarter.

Jeg forventer, at dette opgør bliver tæt – men også at den næsten legendariske kicker Adam Vinatieri får en stor del af æren til en udebanesejr. Kampen kan nemlig snildt blive afgjort med et sidste øjebliks field goal. Og her findes der ingen bedre for tiden, end Adam Vinatieri at sætte på banen.

Jeg tror altså, at Indianapolis Colts leverer Ugens Upset i denne uge.