Tak for dansen: Rivers har formentlig spillet sin sidste kamp

0
Philip Rivers

Det forlyder, at Indianapolis Colts vil starte førsteårsspilleren Riley Leonard i sæsonfinalen, efter at de ikke længere kan kvalificere sig til slutspillet.

Efter søndagens kampe står det klart, at Indianapolis Colts ikke kvalificerer sig til slutspillet, selvom de i den første halvdel af sæsonen var den helt store solstrålehistorie i NFL.

Det var måske allerede tilfældet, da Daniel Jones rev sin akillessene over i begyndelsen af december, men de seneste tre uger har alligevel været ganske særlige i Indianapolis.

Shane Steichen hentede sin gamle ven, Philip Rivers, tilbage fra pension, og den 44-årige quarterback har overgået vores forventninger.

Nu forlyder det, at Philip Rivers formentlig har spillet sin sidste kamp i NFL, medmindre han kan fristes igen på et senere tidspunkt.

I hvert fald erfarer TV-stationen NFL Network, at Indianapolis Colts vil prøve førsteårsspilleren Riley Leonard af i sæsonfinalen, hvor de møder Houston Texans, der omvendt kæmper med næb og kløer for at overhale Jacksonville Jaguars i kampen om AFC South.

– Jeg sagde i begyndelsen, at jeg ikke ville fortryde, at jeg kom tilbage – og det gør jeg ikke, ud over at vi ikke har vundet en kamp. Det har været tre fantastiske uger, og jeg ville gøre det igen, selv hvis jeg vidste, hvordan det ville gå, udtalte Philip Rivers til TV-stationen ESPN i kølvandet på Colts’ seneste nederlag til Jacksonville Jaguars.

Philip Rivers leverede endnu en hæderlig indsats i 17. spillerunde, når vi tager højde for omstændighederne, da han ramte på 17 af 30 kast for 147 yards og et touchdown. Derudover kastede Rivers også en interception og tog to sacks.

Samlet set har Philip Rivers ramt på 63 procent af 92 kasteforsøg for 544 yards, fire touchdowns og tre interceptions, siden han vendte tilbage til cirkusmanegen.

Se også: De fedeste spil fra søndagens kampe – uge 17