Darius Leonard er begejstret for DeForest Buckners skifte til Indianapolis Colts.

Indianapolis Colts’ forsvar spillede et middelmådigt grundspil i 2019, hvor man tillod 346,8 yards- og 23,3 point pr. kamp. Det motiverede ledelsen til at slå en handel af med San Francisco 49ers, som sendte et førsterundevalg til vestkysten for den dygtige defensive linjespiller DeForest Buckner.

Handlen høster nu roser fra Darius Leonard, som er en af de ledende skikkelser på Colts’ forsvar:

“Jeg ser frem til, at han (DeForest Buckner, red.) bliver en del af forsvaret. Han bringer en særlig mentalitet, som bliver afgørende for, at vi kan blive det bedste forsvar i ligaen,” udtalte Darius Leonard til Colleen Wolfe fra NFL Network.

Leonard vurderede også, at Buckners kvaliteter kommer til at lette byrden for holdets linebackere:

“De (modstanderne, red.) kan ikke tillade sig at fokusere udelukkende på vores linebackere. Med Buckner ombord kommer vores defensive linje kommer til at æde modstandernes offensive linje op – og det giver os andre en bedre chance for at blive kampafgørende,” udtalte Darius Leonard.

DeForest Buckner nåede at spille 63 kampe for San Francisco 49ers, hvori han leverede 241 tacklinger og 28,5 sacks. Buckner var desuden en afgørende brik i 49ers’ flotte sæson i fjor, hvor holdet – som bekendt – avancerede til Super Bowl LIV i Miami.