
Indianapolis Colts har opsagt aftalen med den Super Bowl-vindende kicker Matt Gay efter to middelmådige sæsoner.
Det er bare to år siden, at Indianapolis Colts hentede Matt Gay ind på en fireårig aftale til værdi af cirka 148 millioner danske kroner ($22.5 mio.), hvilket gjorde ham til den bedst betalte kicker på daværende tidspunkt.
Men nu er Matt Gays dage i Indianapolis talte. Colts har fritstillet Matt Gay efter to middelmådige sæsoner, hvor han bare ramte på 82,1 procent af sine field goal-forsøg. Matt Gay havde det især svært på de længere spark à 50 yards eller flere, hvor han bare ramte på 11 af 22 forsøg.
Det er en slående kontrast i forhold til Matt Gays præstationer med Los Angeles Rams, som han hjalp til Super Bowl-triumf i 2021-sæsonen. I løbet af sine tre sæsoner med Rams ramte Gay på 92,5 procent af sine field goal og 80 procent af sine spark fra 50 yards.
I stedet ser det ud til, at unge Spencer Shrader bliver den nye kicker i Indianapolis i 2025. Colts hentede Shrader ind for en måned siden, selvom han bare har sparket – og konverteret – fem field goals i sin foreløbigt toårige karriere i NFL.
Spencer Shrader er født og opvokset i Indianapolis, og han startede også sin karriere som undraftet rookie hos Colts, og han har efterfølgende været forbi både New York Jets og Kansas City Chiefs uden at slå til.