Han har stadig en retssag og en mulig karantæne hængende over hovedet, men det holder ikke rygterne fra at svirre omkring en mulig handel med Deshaun Watson.

Faktisk kan den tidligere Pro Bowler og sidste års passing yards leader være at finde på et nyt hold inden for få dage. Texans og Dolphins er angiveligt i færd med at forhandle detaljerne på plads i en handel, der sender Watson fra Houston til Miami, det skriver Houston Chronicles journalist John McClain.

Både Texans og Dolphins er begyndt sæsonen med fem nederlag i deres første seks kampe, og førstnævnte er i fuld gang med et større generationsskifte. De har holdt Deshaun Waton på bænken indtil videre og starter igen på søndag rookie Davis Mills på quarterback.

Watson, der gentagne gange har gjort det klart, at han nægter at spille for Texans, kan handles for flere høje draft picks, som kan være med til at kickstarte et generationsskifte, hvor klubben hurtigst muligt vil lægge afstand til det tidligere regime. Klubben sagde også farvel til en af holdets mest rutinerede spillere, da de fritspillede pass rusher Whitney Mercilus tirsdag, hvilket bare var seneste skridt i processen med at starte helt forfra.

Dolphins har haft kontakt til Texans om Watson flere gange i de seneste måneder, og det er nu intensiveret og blevet til seriøse forhandlinger, der måske udmønter sig til en trade allerede i denne uge. Efter Dolphins tabte til Jacksonville i London, og klubbens unge quarterback Tua Togavailoa ikke så godt ud i anden halvleg, så er en hurtig handel nu kommet tættere på.

Texans general manager Nick Caserio har sat en høj pris for Watson, og ytret ønske om tre første-runde picks og to anden-runde picks i bytte for den 26-årige quarterback. Det har Dolphins næppe tænkt sig at give, så lige nu går forhandligerne på en pris, der kunne inkludere både picks og måske Tua Togavailoa.

Den største udfordring for alle parter er naturligvis de 22 civile retssager, som Watson stadig har hængende over hovedet, og som ikke bliver afklaret før tidligst engang i 2022. Alt afhængig af udfaldet af dem, kan Watson også forvente en længerevarende karantæne fra NFL.