Houston Texans-stjernerne DeAndre Hopkins og J.J. Watt starter træningslejren med at se til fra sidelinjen, da de døjer med mindre skadesproblemer.

Houston Texans må vente lidt endnu med at have hele stjerneparaden klar til træningslejren.

Klubbens to måske største stjerner, wide receiver DeAndre Hopkins og defensive end J.J. Watt, starter nemlig træningslejren på PUP-listen (PUP står for physically unable to perform).

Heldigvis er der ikke tale om nogen alvorlige skader. Hopkins og Watt døjer bare med nogle mindre skavanker, der ikke bør få alarmklokkerne til at ringe. De forventes begge tilbage på 100 procent inden længe, skriver flere amerikanske medier.

DeAndre Hopkins betragtes som en af NFL’s allerbedste receivere. Han havde en fantastisk 2018-sæson, hvor han greb 115 bolde for 1.572 yards og 11 touchdowns. Og så havde Hopkins oveni købet ikke et eneste drop. Alle bolde, der burde gribes, blev grebet.

Ligesom Hopkins er J.J. Watt også blandt eliten på sin position. Den tredobbelte Defensive Player of the Year (2012, 2014 og 2015) har døjet med flere markante skader de seneste år, men han har kæmpet sig fremragende tilbage. I 2018 noterede han sig for 16 sacks og syv forced fumbles. Dybt imponerende.

Som nøglespillere er Hopkins og Watt også nødt til at levere deres bedste, hvis Texans skal indfri deres drømme om at gå langt i slutspillet.