I et nyligt interview udtrykker David Johnson sin taknemmelighed for, at Bill O’Brien har valgt at satse på ham.

Bill O’Brien og Houston Texans indgik – som bekendt – en af de mest spektakulære handler i nyere NFL-tid, da de sendte DeAndre Hopkins til Arizona Cardinals. Texans fik David Johnson, et andenrundevalg i 2021 og et fjerderundevalg i retur.

David Johnson slog sit navn fast i NFL i 2016, hvor han producerede 2.118 totale yards. Siden har Johnson været forfulgt af skader og plaget af inkonsistent spil, hvortil han blot har produceret 2.191 totale yards i de seneste tre sæsoner.

Nu ser David Johnson frem til en frisk start i Houston, hvor han er blevet lovet en central rolle af Bill O’Brien:

“Jeg glæder mig helt vildt til at starte på en ny i Houston for et succesfuldt hold. Jeg er ekstremt taknemmelig for, at Bill O’Brien har valgt at satse på mig – og for måden, han ønsker at udnytte mine talenter på. Det har været en spændende proces – og nu er jeg blot motiveret efter at spille og levere. Jeg vil tilbage til mit 2016-niveau,” udtalte David Johnson til Aaron Wilson fra Houston Chronicle.

I sin karriere står David Johnson noteret for 3.128 løbede yards, 2.219 grebne yards og 48 touchdowns. Johnson blev valgt af Cardinals i tredje runde af draften anno 2015.