Siden Houston Texans så dagens lys og spillede sin første kamp i NFL, har klubben haft udsolgt til samtlige sine hjemmekampe. Det kommer næppe til at ske i år.

For første gang siden de kom ind i NFL i 2002, har Houston Texans meget svært ved at sælge sæsonkort.

Texans har haft udsolgt til samtlige hjemmekampe siden 2002, men den flotte stime er nu i fare. Jerome Solomon fra avisen Houston Chronicle skriver, at han i løbet af få uger er gået fra at være nummer 12.734 på sæsonkort-ventelisten til pludselig at være forrest i køen.

På trods af at have stået i kø længe, benyttede Solomon sig faktisk ikke af muligheden men gav sin plads videre og beskriver meget rammende, hvad mange Texans-fans tænker i øjeblikket: ”Helvede skulle fryse til is, før jeg brugte en krone på Texans-billetter i år.” skriver Solomon.

Det er blot halvandet år siden, at Texans var i slutspillet og førte 24-0 over de senere Super Bowl-mestre fra Kansas City Chiefs, og holdet har siden ankomsten af quarterback Deshaun Watson ligget i toppen af ​​AFC South hvert år. Men nu ser tingene noget anderledes ud.

Nu gør de klar til at stille med et mandskab, der består af stribe spillere, der ikke kunne komme på hold i andre klubber, har pantsat fremtiden og afgivet deres draft picks via mærkelige handler, har en af NFLs værste lønloft-situationer, kender ikke status på selv samme Watson og vil uden ham være underdog i alle 17 grundspilskampe i den kommende sæson.

Med det i tankerne er det ikke underligt, at Texans har lidt svært ved at få solgt billetter, og får de ikke udsolgt til første spilleuge, så er det første gang i klubbens historie, at stadion ikke er fyldt.