
Danske Hjalte Froholdt skal i aktion i bedste amerikanske sendetid, når Arizona Cardinals tørner sammen med Los Angeles Chargers.
Selvom Arizona Cardinals ikke stod en chance, da de blev sendt hjem fra Lambeau Field med en syngende lussing på 34-13 af Green Bay Packers, så var der rigeligt at glæde sig over i sjette spillerunde set med de rød-hvide briller. Danske Hjalte Froholdt fortsatte sin positive udvikling, og han udmærkede sig over for Kenny Clark og resten af Jeff Hafleys ellers dygtige defensive linje.
Som følge blev Hjalte Froholdt tildelt den højeste karakter af alle på sin position i kastebeskyttelsen af analysemediet Pro Football Focus. Froholdt har ellers tidligere været kendetegnet for sine kvaliteter i løbespillet, så det er virkelig opløftende, at danskeren også begynder at skille sig ud i kastespillet.
Læs også: Hjalte Froholdt med pragtpræstation mod Green Bay Packers
I syvende spillerunde tager Arizona Cardinals og Hjalte Froholdt imod Los Angeles Chargers på hjemmebane i Glendale. Chargers er blevet genfødt, siden Jim Harbaugh overtog tøjlerne i begyndelsen af året, og de har vundet tre af deres foreløbigt fem kampe i grundspillet.
Opgøret mellem Cardinals og Chargers bliver spillet i bedste amerikanske sendetid, hvilket betyder, at der først er kampstart kl. 03:00 natten til tirsdag d. 22. oktober dansk tid. Det er en enestående mulighed for Hjalte Froholdt, som kan bevise sit værd på den nationale scene.
Hvem står Hjalte Froholdt over for?
Efter ni sæsoner i college-rækkerne er Jim Harbaugh tilbage i NFL, og han har genindtaget de professionelles rækker med storm. Med ét er Los Angeles Chargers blevet genfødt, og såvel angrebet som forsvaret spiller med en anden kant og energi, end vi længe har set.
Jim Harbaugh har altid haft et særligt øje for at spotte talentfulde trænere, og det seneste skud på stammen er Chargers’ defensive koordinator Jesse Minter. De to trænere startede deres samarbejde i Michigan, da Minter blev hentet ind som defensiv koordinator i 2022 og som afløser for Mike Macdonald, der først blev hentet ind som defensiv styrmand i Baltimore, og i dag er cheftræner hos Seattle Seahawks.
Under Jim Harbaugh og Jesse Minters kyndige ledelse vandt Michigan sit første nationale mesterskab siden 1997, og det var i høj grad forsvarets fortjeneste, som bare tillod 9,5 (!) point pr. kamp i grundspillet. Nu skal de to forsøge at gentage svendestykket i NFL.
Jesse Minter stiller sit forsvar op i en 3-4-formation, hvilket betyder, at Hjalte Froholdt især kommer til at brage sammen med Otito Ogbonnia og Teair Tart, som supplerer hinanden på Chargers’ inderste defensive tackle-position. Det er to fuldvoksne mennesker, da Ogbonnia måler 193 centimeter og vejer cirka 145 kilo, mens Tart er 188 centimeter høj og vejer i omegnen af 140 kilo.
Det er ikke den mest profilerede duo, og de to spillere har endnu til gode at få deres store gennembrud i NFL. Otito Ogbonnia blev oprindeligt valgt i femte runde af 2022-draften af Chargers, mens Teair Tart startede sin karriere i Tennessee, hvor han aldrig etablerede sig som mere end en breddespiller.
Ikke desto mindre har Jesse Minter fået en bundsolid start på tilværelsen i NFL. Efter seks spillerunder har Chargers tilladt færrest point (13,2 pr. kamp) og sjettefærrest løbe-yards (97,2 pr. kamp), mens de har fremtvunget sjetteflest turnovers (1,8 pr. kamp) i NFL. Statistikkerne skal dog læses i lyset af, at Chargers allerede har haft sin friuge, og dermed har spillet en kamp færre end de fleste hold.
Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt?
Hjalte Froholdt er brandvarm for tiden, og han bør have en markant fordel i skyttegravene over for Otito Ogbonnia og Teair Tart. Det gælder både i løbespillet og i kastebeskyttelsen, hvor Froholdt senest udmærkede sig.
Derfor er succeskriteriet, at Hjalte Froholdt fortsætter sin positive stime og igen bliver rangeret blandt de fem bedste på sin position i kastebeskyttelsen i syvende spillerunde. Cardinals får det forventeligt svært over for Chargers’ løbeforsvar, som spiller med en iøjnefaldende energi og vilje, og derfor vil det være godkendt, hvis Froholdt bidrager til, at Cardinals løber for mere end 110 yards i opgøret.
Husk at du kan se hele Hjalte og Cardinals kamp mod Chargers på bare 40 minutter tirsdag morgen med Game in 40 på NFL Gamepass