Kan Hjalte Froholdt kaste grus i Colts-maskineriet?

0

Froholdt brager sammen med DeForest Buckner i skyttegravene, når Cardinals møder Indiana Jones og resten af Colts-mandskabet. 

Søndag skal Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals (2-3) forsøge at rejse sig mod højtflyvende Indianapolis Colts (4-1).  

Luften er gået ud af ballonen i Arizona, hvor Cardinals har tabt tre kampe på stribe. Selv vores danske ørkenviking måtte give fortabt, da Cardinals smed sejren – i bogstavelig forstand – mod upåagtede Tennessee Titans i femte spillerunde. 

For efter en fremragende sæsonstart, hvor Hjalte Froholdt bl.a. blev udnævnt til Pro Football Focus’ kvartvejs-hold, kom den danske center ned på jorden mod Jeffery Simmons og resten af Titans’ defensive linje.  

Læs også: PFF – Hjalte Froholdt har været den bedste center i 2025 

Hjalte Froholdt spillede sin hidtil svageste kamp i 2025-sæsonen, da han tillod et sack og to pressures, mens han også var direkte impliceret i Kyler Murrays fumble. Som I kan se i klippet nedenfor, så tyrede Froholdt bolden lige i ansigtet på Murray, der slet ikke var klar på at skulle modtage bolden.  

Hvem står Hjalte Froholdt over for i uge seks? 

Arizona Cardinals får ikke lettere betingelser i sjette spillerunde, hvor sæsonens helt store solstrålehistorie fra Indianapolis Colts venter.  

Selvom det er Daniel “Indiana” Jones, som er løbet med overskrifterne i sæsonens spæde begyndelse, så har Colts’ forsvar også været stærkt medvirkende til holdets flotte start.  

Inden sæsonen udnyttede Shane Steichen, at Zac Taylor gjorde Lou Anarumo til syndebuk for alle sine ulykker i Cincinnati. Steichen ansatte den 59-årige defensive guru som sin nye defensive koordinator og Anarumo har ikke skuffet.  

Lou Anarumo har fået sat skik på Colts’ forsvar, der tillod niendeflest point (25,1 pr. kamp) og fjerdeflest yards (361,2 pr. kamp) i den forgangne sæson. Efter fem kampe i 2025 har Colts’ defensiv i gennemsnit bare tilladt 17,8 point pr. kamp, hvilket er tredjebedst i NFL.  

Én af årsagerne til Colts’ defensive succes er, at Anarumo har stablet et djævelsk effektivt presspil på benene. Colts sender fem spillere eller flere i presspillet (blitz) på 23,1 procent af sine defensive spil og de har leveret ottendeflest sacks (14) i NFL.

Derudover råder Lou Anarumo over et par hårde nysere i skyttegravene, hvor DeForest Buckner og den særdeles velspillende Laiatu Latu huserer.  

DeForest Buckner starter på den ene af de to defensive tackles, som Colts benytter, og derfor kommer Hjalte Froholdt i direkte karambolage med den 31-årige profil. Buckner har gang i sin 10. sæson som professionel, og han står foreløbigt noteret for 633 tacklinger, 68,5 sacks og ni fremtvungne fumbles.  

Efter fem kampe har DeForest Buckner også bevist, at han stadigvæk har niveauet til at gøre en forskel i skyttegravene, selvom han er kommet op i årene. Ifølge Pro Football Focus har Buckner leveret flest solo-tacklinger (19) blandt alle defensive tackles og tredjeflest quarterback-hits (fem) blandt alle defensive tackles i NFL i 2025-sæsonen.

Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt? 

Hjalte Froholdt havde det svært mod Jeffery Simmons, og der er ikke meget, som tyder på, at han får lettere arbejdsbetingelser mod DeForest Buckner og resten af Lou Anarumos aggressive forsvar.  

Arizona Cardinals mangler sine to startende runningbacks, og senest er Kyler Murray blevet meldt tvivlsom til sjette spillerunde med en fodskade, som har holdt ham ude af flere træningspas i den forgangne uge. Hvis Murray ikke bliver sin skade kvit, så skal Jacoby Brissett i aktion, og det kan forpurre Cardinals’ angrebsplaner.  

Under alle omstændigheder, så er det afgørende, at Hjalte Froholdt kommer tilbage på sporet og genfinder de lovende takter, som han viste i kastebeskyttelsen i de første fire kampe af sæsonen.  

Froholdt og resten af Cardinals’ løbeangreb lider under skaderne til James Conner og Trey Benson – og derfor er det svært at forestille sig, at de løber hen over Colts’ glimrende forsvar. Derfor skal I først og fremmest holde øje med, om Froholdt kan holde stand i presspillet og undgå at tillade et sack for anden kamp i træk.