
Der er lagt i kakkelovnen til en nervepirrende affære, når Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals møder Dallas Cowboys i mandagskampen.
Natten til tirsdag vender Arizona Cardinals (2-5) og Hjalte Froholdt tilbage til rampelyset efter en tiltrængt friuge. Inden da havde Cardinals tabt fem kampe på stribe og de er faretruende tæt på at have udspillet deres rolle i sæsonen.
Alligevel har Hjalte Froholdt opretholdt et flot niveau i sin syvende sæson i NFL. Efter otte spillerunder rangerer analysemediet Pro Football Focus den danske ørkenviking som den 10. bedste center i ligaen.
I mandagskampen tørner Cardinals sammen med Dallas Cowboys (3-4-1), der også har kniven for struben. Kampen spilles på AT&T Stadium i Arlington (Texas), som kan rumme helt op til 80.000 tilskuere.
Hvem står Hjalte Froholdt over for i uge 9?
I år er det den tidligere Chicago Bears-cheftræner Matt Eberflus, som har overtaget tøjlerne for Dallas Cowboys’ forsvar. Efter otte spillerunder har Eberflus ikke været den store succes, da Cowboys har tilladt næstflest point (31,3 point pr. kamp) og yards (404,6 yards pr. kamp) i NFL.
Matt Eberflus stiller typisk op med en 4-3-formation, og indtil videre har han sendt fem eller flere spillere i presset (blitz) på 23,2 procent af sine spil. Det vidner om, at Hjalte Froholdt primært skal forholde sig til de to defensive tackles, som Cowboys stiller med i midten af skyttegravene.
Her skal Hjalte Froholdt bl.a. duellere med den bundrutinerede Kenny Clark, som stod på den anden side af den spektakulære handel, der sendte Micah Parsons til Green Bay Packers inden sæsonen. Det er ganske pudsigt, at Froholdt krydsede klinger med netop Parsons, da han senest var i aktion.
Kenny Clark har imidlertid haft svært ved at bevise sit værd i Dallas. Efter otte kampe står den 30-årige veteran bare noteret for 16 tacklinger og 1,5 sacks, og han bliver rangeret som den 68. bedste defensive tackle i NFL af Pro Football Focus.
Derudover skal Hjalte Froholdt prøve kræfter med Osa Odighizuwa, som har gang i sin femte sæson for Dallas Cowboys. Med sine 188 centimeter og omtrent 130 kilo er Odighizuwa en relativt lettere defensiv tackle rent fysisk og han står foreløbigt noteret for 193 tacklinger og 14,5 sacks i NFL.
Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt?
Sædet er glohedt under Jonathan Gannon i Arizonas ørken, og den 42-årige cheftræner skal snart vende skuden, hvis han skal overleve som cheftræner for Cardinals. Det er tredje sæson i træk, at Gannon står i spidsen for Cardinals, og indtil videre har han bare vundet 14 af sine 41 kampe.
Alt tyder imidlertid på, at Jonathan Gannon og Hjalte Froholdt skal klare skærene uden deres faste starter på quarterback-positionen. Kyler Murray døjer stadigvæk med den fodskade, som har holdt ham ude af Cardinals’ seneste to kampe og i stedet ventes Jacoby Brissett at starte igen.
På papiret bør Hjalte Froholdt være sine direkte modstandere overlegen, og Matt Eberflus’ forsvar burde ikke udfordre Cardinals’ angreb synderligt. Derfor kan vi godt tillade os at have høje forventninger til den danske ørkenviking, selvom han må undvære Kyler Murray.
Succeskriteriet er derfor, at Hjalte Froholdt hverken tillader et sack eller et QB-hit på Jacoby Brissett, samt at han medvirker til, at Arizona Cardinals leverer mindst 130 løbe-yards mod Cowboys’ haltende forsvar.







