I løbet af NFL-sæsonen giver vi på Gul klud med jævne mellemrum et overblik over Hjalte Froholdts spilletid og udsigter i NFL.

Houston Texans har spillet deres sidste kamp i denne sæson, og dermed har Hjalte Forholdt heller ikke flere chancer for at komme i aktion i denne sæson.

Dermed slutter Hjalte Froholdt sæsonen, uden at have været i aktion for Houston Texans, der ellers erhvervede ham i november, efter at han blev fyret fra New England Patriots. Siden skiftet til Texans har blandt andet covid-19 nemlig stået i vejen, da han har tilbragt de seneste uger på covid-19-listen.

Danskeren slutter derfor sæsonen med at have optrådt i otte kampe for Patriots, hvor han oftest blot var special teams-spiller. 31 af hans snaps var på special teams, mens 61 snaps kom på angrebet som indskifter i kampene mod Denver Broncos og San Francisco 49ers.

Det var et par blandede oplevelser for Froholdt. Især debuten mod Broncos var et højdepunkt, da det stort set ikke kunne være gået bedre, og han høstede roser fra Pro Football Focus, der gav ham strålende karakterer, og Gul kluds egen ekspert Dennis Cordsen la Cour.

– Hjalte gjorde det mere end godkendt – især med tanke på at han kom ind på modsatte guard i forhold til hos Arkansas i college. I pass protection viste han frem for alt et godt overblik, og gik ikke hovedløst eller overilet væk fra sit område. Styrkemæssigt kan han presses, men Denver testede ham overraskende lidt, og Hjalte fik umiddelbart de letteste opgaver kastet i hovedet af Denvers forsvar.

– I løbespillet kunne man se, at hans evner til at komme rundt om folk og tage fine vinkler umiddelbart kan tages med ind i NFL. Samtidig synes jeg, at han kom lavere ind i blokeringerne, end hvad jeg husker i college. Overordnet set kunne Hjalte nok ikke ønske sig en meget bedre debut rent personligt, hvilket PFFs karakterer også indikerer, lød vurderingen dengang.

Omvendt skuffende var præstationen mod 49ers, hvor han var i store problemer mod San Franciscos dygtige og stærke forsvarsspillere, og den helt store skuffelse var selvsagt fyringen hos Patriots et par uger senere.

Han blev som nævnt samlet op af Texans efterfølgende, men nåede ikke at debutere for Houston-mandskabet.

Hvad er udsigterne?
Det er meget uvist, hvordan Hjalte Froholdts fremtidsudsigter hos Houston Texans er.

Han fik heller ingen spilletid, selv inden han røg på covid-19-listen, og det er ikke betryggende.

Men Texans går også en spændende offseason i møde, hvor de skal finde ud af, hvem der skal være holdets træner og general manager. Fortsætter Romeo Crennel eller hyrer de en ny? Og hvem bliver den nye general manager? Det vil få afgørende betydning for Hjalte Froholdts chancer for spilletid.

Samtidig er det selvsagt afgørende, hvad Texans gør med deres draftvalg og i free agency. De har i den grad brug for noget nyt på det inderste af den offensive linje, men de har ikke et førsterundevalg, og de har heller ikke mange penge til at bruge i free agency. Det kan give danskeren en reel chance for at vise sig frem i training camp og i preseason.

Hjalte Froholdt er stadig på kontrakt til og med 2022-sæsonen, og det er ikke utænkeligt, at han får lidt spilletid i næste sæson for Houston. Texans kan dog også blot fyre ham og slippe meget billigt.

Vi følger selvfølgelig med i de forskellige udviklinger her på Gul klud i løbet af foråret.