
Hjalte Froholdt rider på en bølge af succes i denne sæson. I den forgangne runde var danskeren bedst da det virkelig gjaldt.
For anden uge i træk vandt Cardinals og Froholdt en tæt kamp, der blev afgjort på et field goal til allersidst i kampen. Det var måske også grunden til, at Froholdt og Co. var så komfortable i den position i de afgørende momenter i denne uge. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Froholdt leverede nogle flotte blokeringer, da kampen skulle afgøres.
Læs også: Ti minutters langt interview med Froholdt om sejren over Dolphins
Dog var Froholdt også solidt spillende inden afslutningen på kampen. Bl.a. på dette spil, der endte med et touchdown. Her kontrollerede Froholdt sin direkte modstander virkeligt flot og var med til at skabe en god og ren lomme for Kyler Murray.
Faktisk var Froholdt en stor del af cheftræner Johnathan Gannons favoritspil fra kampen. Et løbespil på det sidste drive i kampen, hvor Froholdt fik tromlet sin direkte modstander godt og grundigt baglæns, hvorefter resten af holdet kom for at skubbe bagpå James Conner. Se spillet herunder.
I videoen herunder kan du høre NFL-analytikeren og den tidligere offensive linjemand, Brian Baldinger, gå igennem Cardinals’ sidste drive i kampen. Han roser også den beskyttelse som Froholdt og Co. giver Murray på netop dette drive. Læg især mærke til spillet, der starter 19 sekunder inde i videoen. Det er en vigtig tredje down og 1. Her bliver Froholdt udsat for et såkaldt “stunt”, hvor hans direkte modstander pludselig bytter plads med en anden spiller. Den har vores danske ørkenviking dog luret og får flot neutraliseret stuntet. “the protection held up, it was great” som Baldinger siger det. Et minut og 11 sekunder inde i videoen kan du også se spillet fra videoen ovenover i en anden vinkel. Her kan man for alvor se, hvor meget skub Froholdt får på sin direkte modstander.
Ifølge karaktersystemet hos PFF var det en af danskerens mere middelmådige kampe. Froholdt fik da også raget en penalty til sig og tillod pres to gange og et QB-hit i kampen. Dog har Froholdt stadig ikke tilladt et sack i sæsonen. Den danske viking fik en samlet karakter på 63,2 i denne uge, hvilket rangerer som nr.17 blandt alle centere i runden. I løbespillet fik han karakteren 63,3, som ligeledes rangerer som 17. bedst i runden. I pass-blocking fik Froholdt en karakter på 59,3, hvilket er danskerens næstdårligste i år, i en kategori, hvor han ellers har været en af ligaens bedste i de fleste andre uger.
I de næste par uger venter der to hjemmekampen for Froholdt og Cardinals, der starter med at tage imod Chicago Bears på søndag.








