Hjalte Froholdt holder sin nytårsfest i Philadelphia, hvor Arizona Cardinals tørner sammen med de forsvarende NFC-mestre fra Eagles.

Sæsonen er ved at gå på hæld for Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals, og mens holdet fra ørkenstaten har udspillet sin rolle og har tabt fire af de seneste fem kampe, så har danskeren imponeret stort i sæsonafslutningen. Senest leverede Froholdt en ny bundsolid præstation mod Chicago Bears, hvor danskeren ikke gav Andrew Billings og Justin Jones meget spillerum at boltre sig på.   

Læs mere: Hjalte Froholdt leverede en ny solid indsats mod Bears

I syttende og næstsidste spillerunde står Cardinals (3-12) over for Philadelphia Eagles (11-4). De forsvarende NFC-mestre har været nede i en spillemæssig bølgedal, hvor de har tabt tre af de seneste fire opgør. Eagles fik dog oprejsning mod divisionsrivalerne fra New York Giants i sekstende spillerunde, som de besejrede med 33-25.

Kombineret med at Dallas Cowboys tabte til Miami Dolphins, kontrollerer Eagles sin egen slutspilsskæbne. Hvis Eagles vinder ud, så genvinder de også NFC East-divisionen. Derfor har Nick Siriannis tropper alt at spille for, når de tager imod Arizona Cardinals i det tidlige nytårsbrag, som løber af stablen klokken 19:00 dansk tid nytårsaftensdag.

Hvad kan Hjalte Froholdt forvente af Eagles’ forsvar?

Philadelphia Eagles’ forsvar var en magtfaktor i NFL i fjor, hvor de tillod færrest yards (292,8 pr. kamp), syvende færrest point (19,8 pr. kamp) og producerede suverænt flest sacks (3,9 pr. kamp) i ligaen under Jonathan Gannons kyndige ledelse. Det var på den baggrund, at Eagles avancerede til Super Bowl LVII, og Jonathan Gannon blev ansat som cheftræner for Arizona Cardinals.

Historien har været anderledes i år, hvor Eagles’ forsvar har haft svært ved at gentage svendestykket. Efter femten kampe har Eagles tilladt 13. flest yards (346 pr. kamp) og ottende flest point (24,4 pr. kamp), mens de bare leverer 2,7 sacks pr. kamp, hvilket er milevidt fra fordums styrke. Alene i de seneste fem kampe har Eagles tilladt mindst 20 point.

For to uger siden to Nick Sirianni konsekvensen af forsvarsproblemerne og fratog Jonathan Gannons afløser Sean Desai ansvaret for de defensive spilkald. I stedet har Matt Patricia, der tidligere har arbejdet som defensiv koordinator for New England Patriots og cheftræner for Detroit Lions, overtaget tjansen, mens Desai har beholdt sin titel som defensiv koordinator.

Den primære årsag til, at Eagles’ forsvar har underpræsteret i år, er, at den defensive linje ikke lykkes med sit presspil. I Super Bowl-sæsonen blitzede Eagles kun på 22,1 procent af sine defensive spil i grundspillet, men præsterede hele 70 sacks, hvilket var tredje flest i en enkeltstående sæson i ligaens glorværdige historie. I 2023 har Eagles forsøgt at fortsætte sejrsopskriften, da de bare har blitzet på 21,8 procent af sine forsvarsspil, men de har kun produceret 40 sacks.

Det er ikke ensbetydende med, at den defensive linje ikke spiller godt, men den er bare ikke lige så dominerende, som det var tilfældet i fjor. Formdykket betyder til gengæld, at Eagles’ bagerste forsvarsgeledder i højere grad bliver udstillet, hvortil Pro Football Focus rangerer Bradley Roby og James Bradberry blandt de dårligst præsterende cornerbacks i NFL.  

Hvem er Hjaltes direkte modstander?

Sean Desai stiller til start i en 4-3-formation, hvilket betyder, at Hjalte Froholdt igen står over for to direkte modstandere, ligesom det var tilfældet mod Chicago Bears i sekstende spillerunde. Eagles råder imidlertid over tre dygtige defensive tackles, som Desai roterer flittigt.

Trioen udgøres af tre store bamser i form af Fletcher Cox (193 cm, ca. 140 kilo), Jalen Carter (191 cm, ca. 140 kilo) og Jordan Davis (198 cm og ca. 150 kilo). Det er tre spillere, som matcher Hjalte Froholdt rent fysisk, og som alle er ganske profilerede. For eksempel er de tre spillere alle valgt i top 13 i første runde af deres respektive draft-årgange.

Fletcher Cox er fortsat den mest prominente spiller af de tre tackles, da han har etableret sig blandt de bedste på sin position i løbet af de seneste 12 sæsoner. Den 33-årige defensive tackle er bl.a. blevet valgt til fire All Pro-hold, og er blevet stemt i seks Pro Bowls, mens han var en bærende del af Eagles’ Super Bowl-triumf i 2018.

Faktum er dog, at Fletcher Cox er nået til sin karrieres efterår, og Howie Roseman har lagt i kakkelovnen til, at det er Jalen Carter og Jordan Davis, som skal udgøre Eagles’ defensive anker i fremtiden. Især Jalen Carter har udmærket sig i sin første sæson som professionel, hvor han har leveret 29 tacklinger og fem sacks, mens han også står noteret for hele 32 ”QB-hurries” og to forcerede fumbles. På den baggrund rangerer Pro Football Focus det 22-årige supetalent som den sjette bedste defensive tackle i NFL.

Kan Hjalte Froholdt holde stand mod Eagles’ defensive trio?  

Hjalte Froholdt rider på en bølge af selvtillid og momentum, efter at han har leveret sine tre foreløbigt bedste præstationer i NFL på stribe. Danskeren vil imidlertid blive udfordret til sit yderste, når han står over for den rutinerede Fletcher Cox, den brandvarme Jalen Carter og den enorme Jordan Davis, som udgør en frygtindgydende trio tilsammen.

Ud over at Hjalte Froholdt bliver udfordret af trioens åbenlyse kvaliteter, så bliver han også testet på sin form, da Sean Desai og Matt Patricia kommer til at rotere mellem de tre defensive tackles. Således vil Froholdt hele tiden blive mødt af en frisk kvalitetsmodstander, og det stiller store krav til såvel danskeren som Arizona Cardinals’ offensive spilkald.