Hjalte Froholdts kontrakt med Browns udløber inden længe. Danskeren vil i free agency gå efter at blive starter for et hold.

Den eneste dansker i NFL går en uvis tid i møde. Hjalte Froholdts kontrakt med Cleveland Browns udløber i marts, og fynboen skal derfor ud på free agency-markedet.

Her håber Froholdt på at finde et job som starter hos et hold. Det siger han i et længere interview i den seneste udgave af Gul kluds podcast, Det Ovale Kontor.

“Jeg ved, at markedet ligger godt lige nu. Der er mange, der har brug for centere og guards, men det er samtidig uvist. Det kan være, der sker en masse ting, og jeg får nogle forskellige tilbud som starter. Det kan også godt være, jeg kommer ind og får en rolle, hvor jeg skal kæmpe mig til en starterplads eller være en rotationsspiller, hvilket selvfølgelig også er fint.”

“Men hvis et hold siger, jeg skal ind og starte, så tager jeg derover. Det er mit mål. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg ved, jeg kan spille på et højt niveau, og jeg ved, at jeg kan fortsætte med det.”, siger Froholdt.

Du kan høre hele interviewet i Det Ovale Kontor, der kan afspilles herunder eller i din foretrukne podcast-app. Froholdt fortæller også om den forgangne sæson, hvor han fik sit gennembrud i NFL med en masse spilletid, samt sin tid med Tom Brady hos New England Patriots.