Froholdt havde officielt møde med Jets til combine

0

For en uge siden var Hjalte Froholdt til den årlige NFL Scouting Combine, og her skulle han have haft et officielt møde med New York Jets, mens andre hold også viste interesse.

Sidste weekend var danske Hjalte Froholdt til NFL’s årlige Scouting Combine, hvor NFL-holdene får mulighed for at komme rigtig tæt på de håbefulde NFL-talenter. Danskeren præstede ganske godt i de forskellige øvelser, men meget af combinen handler også om, hvordan man gør det bag kulisserne, når man møder de forskellige hold.

Her har alle hold 60 officielle interviews af 15 minuttes varighed, som de kan bruge på at lære udvalgte spillere at kende. Et af disse 60 interviews brugte New York Jets på den 22-årige Froholdt, fortæller en kilde til Gul Klud.

Udover Jets var flere hold interesserede, og det er tidligere blevet rapporteret af amerikanske medier, at Froholdt også snakkede med Green Bay Packers og Minnesota Vikings under combinen, omend dette ikke nødvendigvis var i officielle interviews.

Lige nu træner Hjalte Froholdt frem mod Arkansas’ Pro Day, hvor han og Arkansas’ andre draftalenter får lov til at vise sig frem for fremmødte trænere og talentspejdere i kendte og lidt mere intime rammer. Denne pro day finder sted mandag d. 11. marts.

Til denne pro day skulle danskeren have aftalt at mødes med Philadelphia Eagles og Buffalo Bills, fortæller samme kilde til Gul Klud. Langt de fleste hold vil formentlig have repræsentanter til stede til Arkansas’ pro day, og flere hold kan nå at aftale et møde med ham mandag d. 11.