
Hjalte Froholdt fortæller i sit første officielle interview som NFL-spiller, at han stadig ikke helt har forstået, hvad der er sket. Han er bare taknemmelig og glæder sig til at vise sig frem.
Danske Hjalte Froholdt fik lørdag den fantastiske nyhed om, at han fremover skal beskytte Tom Brady i New England Patriots. De forsvarende Super Bowl-mestre valgte Froholdt i fjerde runde med 118.-valget, og det var et kæmpestort øjeblik, fortæller danskeren til patriots.com.
– Det er virkelig surrealistisk. Det har været min drøm rigtig længe, lige siden det for nogle år siden gik op for mig, at jeg virkelig havde en chance for at komme i NFL. Jeg er så spændt og taknemmelig. Jeg forstår det ikke rigtig endnu, siger Hjalte Froholdt.
Læs også: Hjalte Froholdt draftet af Patriots i fjerde runde
Froholdt spillede primært venstre guard i for Arkansas Razorbacks i college, men han har også erfaring på center-positionen, hvor Patriots umiddelbart ser ham til at starte med. Froholdt er klar til at spille både center og guard.
– Jeg har spillet både venstre guard, højre guard og center, og jeg føler mig godt tilpas på alle tre positioner. Jeg spiller dér, hvor OL-træner Danta Scarnecchia ønsker det, og jeg ser frem til at arbejde med ham.
I New England kommer Froholdt til at spille sammen med edge rusher Deatrich Wise Jr., som han spillede sammen med to år i college, og danskeren glæder sig til gensynet med humørbomben.
– Deatrich er den mest entusiastiske person, jeg nogensinde har mødt. Han er altid glad og spiller med en fantastisk passion og motor. Det bliver fantastisk at spille på samme hold igen i NFL, siger den 22-årige svendborgenser.
Læs også: Analyse: Sådan ligger landet for Hjalte Froholdt
Hjalte Froholdt fortæller desuden, at han tog til USA for at blive en bedre football-spiller, men NFL-drømmen var måske ikke det, der drev ham allermest fra starten af.
– Jeg kom herover for at få et ‘supersized meal’, køre i nogle store biler og være en bedre football-spiller, når jeg kom hjem til Danmark. Det endte med at gå lidt anderledes, siger Froholdt grinende.
Herunder kan du høre det otte minutter lange interview med Froholdt:









